The Pink Apples reciterer:

Lonni og Felicia - duoen The Pink Apples - reflekterer over søndagens begivenhed i Frederiksberg Have.

Lonni beretter: Jeg rullede digte om morgenen som skulle ligge i kurv sammen med Felicias sammenrullede digte. Derefter fik jeg fart på med at printe de sidste tekster ud, som jeg ikke havde nået at printe om lørdagen hvor der var høstfest på min datters skole.

Så gik turen til København og jeg huskede at købe chokolade og vand. Jeg ville ikke gå sukkerkold midt i et ord!

Felicia beretter: Jeg havde rullet digte om aften og lavet fine skilte til kurvene med æbler og digte. Og en lang huskeliste til alt det jeg skulle huske dagen efter: dagens digte, æbler, kurv, paraply og nå ja, ikke at forglemme: de digte jeg skulle læse op. På vej ud af døren fik jeg en sms fra Lonni: husk vand og chokolade, men jeg var allerede lidt sent på den.

Lonni beretter: Det med vandet kunne jeg godt ha’ sparet mig! Ved indgangen til Frederiksberg Have var der gratis vand til alle! En virkelig god idé - selvom dagen skulle vise sig at blive temlig vandet! Men det troede vi jo ikke på da vi stod ved indgangen og fik vores skilt, vores tæppe og vores fine lilla paraply hvor Marianne Larsens digt “Kærlighed er en flot vane” stod på i mange forskellige farver.

Felicia beretter: Lonni var på jo med på Poesiens Dag sidste år, hvorimod det var første gang for mig. Så hun havde fortalt om denne helt specielle stemning og følelse, når man kom og gik hen og hentede sit skilt, tæppe og paraply. Paraplyen var klart det bedste. Den er så flot og der blev jo så ganske brug for den!

Lonni beretter: En velvoksen neger stod og spillede trommer det var ham der skulle guide os til fotografering senere, når Poesiens Dag var forbi.
Men endnu var dagen ny. Vi mødte vore digtervenner og gav krammere og held og lykke. Og så gik turen hen til Slotspladsen.

Vi fik slået lejr og stillet æblerne frem med et skilt hvorpå der stod THE PINK APPLES. Så kunne folk ikke komme i tvivl! Og selv Dagens digt blev linet op, parat til at blive snuppet af den som ville ha’ det.

Felicia beretter: Jeg havde husket en ekstra paraply til vores digte og æbler, som også, senere viste sig at være en rigtig god ide. Vi skuede op mod himlen, men var på daværende tidspunkt optimistiske med vejret. Det var skyet og gråt, men endnu ingen regn, så “bare det forbliver sådan her” var vi enige om.

Lonni beretter: Man står sårn lidt og tripper. Skal vi starte nu? Jo, ikk - for klokken er 13.45, så det kan vi da godt. Starter du? Eller, jeg kan også starte?

Sådan stod vi lidt og snakkede frem og tilbage. Det var som om vi lige skulle finde begyndelsen på noget der havde været i gang i flere måneder for os. Det var jo næppe begyndelsen mere - jeg vil hellere kalde det en kulmination.

Felicia beretter: Ja, det var lidt mærkelig endeligt at stå der - det vi havde set frem til i så mange måneder. Og selvom klokken ikke var 14 endnu var folk allerede begyndt at gå forbi og kiggede lidt nysgerrigt.

*
Lonni beretter: Pludselig kom en ung kvinde og spurgte os, om hun måtte få et æble og et digt. Vi lurede lidt. Var dårligt kommet igang! Men fedt! For det måtte hun så sandelig da godt! Vi grinte forlegent da hun bad om autograf. Jeg måtte gå lidt tættere på hende, for at høre hvem hun mon var? Nysgerrig bliver man jo altid, når noget ikke går efter bogen - på den fede måde! Jo, hun var blogger på Urban! Og Weee! Det var et herligt møde med rapperen - min nabos hund! Vi siger stadig TAK til hende, fordi det var den fedeste åbning på vores dag, vi kunne få!

Felicia beretter: Ja, det var en rigtig god start. Dejligt at lægge ud med at nogen kom og viste interesse så hurtigt og kendte vores koncept. Og at det så ovenikøbet var en anden Urban-blogger var jo bare skønt. Og sjovt at få sat ansigt på et “sjovt” navn (synes “Min nabos hund” er ret genialt fundet på

Lonni beretter: Lisbeth Heckmann Andreasen ringede og sagde hun var forsinket, men vi var glade over at hun i det hele taget kom; regnen truede jo hele Poesiens Dag og nogle digtere brød sig sikkert ikke om tanken!

Men Lisbeth dukkede frisk og glad op!

Felicia beretter: Så blev klokken 14 og der var ingen vej udenom. Uh, vil du eller skal jeg starte, spurgte Lonni. Øh, du, sagde jeg. Du har prøvet det før.

Lonni beretter: Vi gik så igang med at læse. Tror jeg startede. Folk kom forbi, standsede, lyttede lidt og klappede - og gik videre. Der var nogen der roste mit digt og kaldte det “et stærkt digt” om studenteroprøret i Kina 1989 - det lunede . Felicias samling Hjertets konstruktion fik også folk til at stå stille og lytte. Felicia høstede bifald og lovord men SÅ kom regnen! Den startede først et par meter fra os, med at sjaske ned i en sø. Vi holdt inde med læsningen, for hvad dælen var det? Det virkede så surrealistisk, at vi stod i tørvejr - men bare et par meter fra os regnede og sjaskede det! Et par sekunder efter væltede det ned over hele vores verden! Vi skyndte os at dække Dagens Digte til og slå vore lilla paraplyer op

og læste videre. Stadig gik folk jo hen til os for at lytte. Men jeg har altså en frygtelig fobi - det kan jeg ligesågodt indrømme, før jeg bliver boosted!

Felicia beretter: Ja, regnen kom og Lonni og Lisbeth løb den ene vej for at søge ly under en pølse/isbod, men heldigvis kom der en mand løbende den anden vej fra og stod pludselig ved siden af mig. Han kom som sendt fra himlen. Jeg stod et øjeblik paralyseret under min paraply med floder stående omkring mig, helt alene og vogtede over vores digte og æbler og jeg skal ikke kunne sige, hvordan det var gået, hvis ikke “manden med den hvidblomstrede kaffekande” var dukket op, som ud af det blå. Så der stod vi. Under hver sin paraply med stormflod omkring os og drak kaffe og spiste chokolade og det var faktisk ret hyggeligt. Senere fandt jeg ud af, at han var udsendt af Poesiens Dag til netop at servere kaffe for os poeter. Jeg må skrive til dem og sige at han reddede min dag ;). Nå, pludselig dukkede Lonni og Lisbeth op igen i regnen.

Lonni beretter: Jeg HADER at være ude i tordenvejr! Jeg tog alle mine ting men lod vand og chokolade være tilbage til Felicia og Lisbeth. Og så gik jeg ellers min vej! Jeg var jo lige på toppen af fobiens flip, så der var intet jeg hellere ville end komme i læ men ikke under et træ for dér slår lynet altid ned - brr! Jeg led alverdens kvaler!

Felicia beretter: Lonni proklamerede, at nu var det mere end hendes poesi-hjerte kunne bære, og efterlod vand og chokolade til os, mens Lisbeth kiggede lidt fortvivlet på sin jakke og taske, som hun var løbet fra og som lå i en mindre vandpyt. Jeg sagde hej til Lonni, men tænkte inderst inde “vi ses om lidt”.

Lonni beretter: Jeg søgte ly under en baldakin - der stak ud fra et ishus. Der stod ca. 200 mennesker i forvejen, så pladsen var trang! Jeg købte en flødebolle uden kokos og kunne så stå og se hvordan Felicia tappert læste op af sine halvvåde digte. Uh, jeg savnede hende! Men stadig tordnede det for vildt. Selvom der ingen lyn endnu havde været slog det nok ned i en digter ligepludselig - jeg kunne allerede se overskrifterne på EB og BT!

Regnen fortsatte jo, som bekendt. Men tordenvejret stilnede af efter en halv time. To hvepse var ved at æde mig - og ja! Det er så min fobi nummer 2 - JEG HADER HVEPSE når de flyver i flok! Af to fobier valgte jeg så tordenvejret. Og jeg savnede også Felicia så meget at jeg næsten havde ondt under digterhåret!

Snart fandt jeg migselv med paraply under regnvejr - og Felicia så ikke særlig overrasket ud. som hun sagde: JEG VIDSTE du ville komme tilbage!

Felicia beretter: mens Lonni tog en lille udflugt i haven forsøgte Lisbeth og jeg at blande vores ord med regnen. Længere henne på stien stod Thurston Magnus nemlig og da fanden pludselig tog ved ham og jeg hørte hans stemme buldre igennem, tænkte jeg, hvis han kan, kan vi også. Og publikum var begyndt at myldre lidt frem igen. Og ja, der stod Lonni så pludselig. Heldigvis, for det var lidt (meget) forkert at stå der, one pink apple, uden hende. Det var bare ikke rigtigt og ikke helt det samme. Så nu kunne vi fortsætte rigtigt

Lonni beretter: Vi læste op med vore lilla ansigter - under paraplyen og himlens dunkle skær lignede vi mere blå blommer end lyserøde æbler. Folk kom og gik og somme tider var der ikke ét øje. Vi måtte tale tydeligt og højt under den sejlende himmel. For regnen faldt så hårdt på vore paraplyer, at det lød som en ren Safri Duo-koncert! Ren percussion, simpelthen!

Pludselig hørte vi en rigtig tromme. Jeg kunne genkende vores eksotiske tromme-mand, som vi havde mødt tidligere på dagen. Det viste sig, at Poesiens Dag sluttede en time tidligere på grund af vejret. Vi pakkede sammen. Og jeg havde dårligt tid til at rydde op. Jeg ville afsted. Men min partner Felicia fik rusket lidt moral ind i mig og vi tog en tørn. Æblerne hen i skraldespanden til alle hvepsevennerne!

Felicia beretter: det var en lidt hurtig og brat afslutning. Jeg følte dårlig nok vi var begyndt og så var det hele forbi. Men nu skulle det alligevel blive godt at komme i tørvejr. På vej ud mødte vi min søster, der skulle have taget billeder af os. Hun så meget skuffet ud. At vi så alligevel har nogle billeder med her, hvor vi reciterer i regnen kan vi takke Ommelsted for (TAK!!!) som sammen med Steffen Weiss troligt passerede os flere gange i løbet af timerne, trods bulderbrag og regn. Vores digterhjerter bliver bløde ved tanken.

Lonni beretter: Nu skulle vi så fotograferes. Men da regnen stadig drillede - måtte vi direkte hen til Riddersalen og ha’ lidt at drikke. Jeg længtes efter en sodavand eller noget. Felicia efter et glas rødvin.

Felicia beretter: Det var skønt at komme i tørvejr og jeg tog gladelig imod den lille gibernakker, der blev delt rundt, da vi stod ved prisoverrækkelsen, selvom jeg normalt aldrig drikker den slags. Og jeg glædede mig gevaldigt til at få mulighed til at hilse på de andre poeter, da vejret gjorde, at vi aldrig rigtig kom rundt i haven og så de andre. Og specielt hilse på dem, der har været indeover vores blog her!

Lonni beretter: Det var faktisk næsten det fedeste på hele dagen, at sige davs til folk - især vore yndlingsofre (dem vi havde interviewet), Niels Hav, Lotte Inuk, Claus Høxbroe, Kenneth Krabat, Mikael Josephsen og Robert Zola Christensen. Det viste sig at sidstnævnte var én af de 8 der havde meldt afbud. Øv! Men så må vi jo takke ham hér og sige at det har været en oplevelse både at interwieve ham og følge øvelserne i hans bog “Manual til Skrivekunsten”.

Vi fandt de andre fem. Men Høx smuttede fra os - så de eneste vi har foreviget er Lotte, Niels, Mikael og Kenneth -

Senere viste det sig at solen sgu tittede frem! Vi fik ordren om at gå udenfor og så ville en fotograf tage fællesfoto af os.
Nadine - Felicias søster, havde flittigt skudt billeder af med sit kamera og det er jo skønt, for ellers ville det stort set ha’ været umuligt for os at vise Jer alle vore stemningsbilleder! Tak for dét, Nadine!

Så blev der delt priser og Gammel Dansk ud. Kvinden der vandt græsrodprisen - en lille statue med en mand i højt græs - kan jeg pt ikke huske navnet på. Men hun var én af de mennesker som hvert år gør en stor indsats for at Poesiens Dag forløber så smertefrit, som den gør !

Publikumsprisen gik til to gutter - Jonas Gylstorff og én fyr til - ARGH dette navn smuttede sgu også! Men det korte og det lange er, at de havde fået lige mange point og derfor måtte de deles om prisen (på 7.000 kr).

Felicia beretter: Den anden gut var Jacob Hallgren. Og det ved jeg, fordi han på et tidspunkt senere satte sig ved siden af mig ved poet-bordet, hvorved jeg frejdigt spurgte: “Nå, har du også læst op i dag?” og han svarede “Ja, jeg var en af dem der vandt publikumsprisen.”

:/ - Nej, jeg har aldrig været god til det dér receptions-small-talk og jeg tror jeg fik fremstammet noget med at jeg stod helt bagerst i lokalet ved prisoverrækkelsen og noget med syreregn i øjnene. Men han var nu rigtig sød og meget overbærende omkring min bommert!!

Lonni beretter: Tilfældighedsprisen gik til en ældre herre, jeg kun kan huske hatten på - og de 7.000 han vandt lod han gå videre til PEN! Flot synes jeg!

Efter prisuddelingerne skulle der spises! Vi var herresultne! Der var laks, oksekød, kylling og salater i mange udgaver. Der var vin og vand - alt hvad maver og sjæle kan begære! Vi bænkede os med Thurston Magnus, Michael Dyst og et par festlige fætre/inder mere - og der blev virkelig snakket intellektuelt om Ventegodt og andet pudsigt Folk som Claus Ankersen gjorde også stort indtryk med sit syn på den liderlige lilla farve - det er det væsentlige jeg trækker frem hér - og hvad er mere nødvendigt end at diskutere vores paraply og den farve den lige har fået der? Nej vel?

Felicia beretter: Ja, det var dejlig, skøn og lækker mad. Stor ros til Poesiens Dags kokke, dér! Og rødvinen smagte herligt - og der var god stemning og hygge omkring poet-bordet. Efter vi havde fået fyldt vores maver og synes vi var blevet lidt mere os selv igen, var vi klar til at gå på jagt efter vores poeter.

Først fandt vi Kenneth, bag disken med økologiske solbærvand.

Lonni beretter: Kenneth Krabat blev døbt “HOLGER” fra “Find Holger-bøgerne”!

Felicia beretter: Ja, og hvorfor mon det ,) Dagen derpå spurgte vi Kenneth Krabat om hans oplevelse af det hele, hvortil han svarede:

ALLE var positive, trods vejret. Der er
altså noget helt specielt ved dén dag!!

Og det har han jo så ganske ret i. Ikke én eneste sur mine, så vi - det var ret fantastisk!! Vi glæder os allerede til næste år. Sol eller regn.
Lonni beretter: Niels Hav fik knus fordi vi endelig havde fundet ham (jeg tror jeg havde spurgt op til 10 mænd om de var Niels Hav!) Vi hilste på hans lille, dejlige datter der ville være balletdanser når hun blev stor og hans kone.

Felicia beretter: Det er værd at bemærke at Niels Hav´s skønne datter også hedder Felicia - Alberte Felicia, tror jeg det var Dagen derpå spurgte vi Niels Hav om hans oplevelse af det hele, hvortil han svarede:

Poesi under paraplyerne; dér stod vi dampende i regnen
som de små dyr i skoven, ligesom i stenalderen.

meget poetisk og ganske rammende, for jo, det var jo sådan det var. Masser af poesi under de flotte paraplyer. Bare os små mennesker og naturen.

Lonni beretter: Lotte Inuk havde vi opgivet at finde, men Lisbeth Heckmann der var fænomenal til at spore vore ofre fandt Lotte Inuk til os og det blev til et herligt intenst møde!

Felicia beretter: Det er værd at bemærke at Lotte Inuk har en kat, der hedder Felicia Synes bare jeg lige ville nævne det Dagen derpå spurgte vi Inuk om hendes oplevelse af det hele, hvortil hun svarede:

jeg er blottet for ord på denne travle
mega-hverdags mandag….

Det kunne nok heller ikke siges mere rammende. Efter så intens og følelsesmættet søndag var mandag netop maga-hverdags-agtig (ikke mindst da den sendte Felicia på langs med maveinfluenza og Lonni måtte begynde at tage afsked min sin computer, der har fået hikke af måneders overarbejde og derfor skal til doktoren).

Lonni beretter: Mikael Josephsen var nuser! Der blev snakket om anmeldere og visioner for sitet Poesi.dk og han forærede os digtsamlinger som jeg er meget glad for at eje. Den ene hedder “Havet under Huden” - den anden “Pokalhjertet” vandt jeg jo i en konkurrence der kørte på Poesi.dk for nogle måneder siden.

Felicia beretter: Ja, digtsamlingerne vakte også stor lykke hos mig. Tak Mikael! Og hos publikum kunne jeg forstå.

Dagen derpå spurgte vi også Mikael om hans oplevelse af det hele, hvortil han svarede:

Efter regn kommer sol. Digteren Mikael Josephsen
omgivet af smukke damer

Nu skulle man måske ikke tro, der er noget, eller meget, der kan få os til at rødme, og få æblekinderne endnu mere lyserøde, men det er der. ;))

Så er det i morgen, den dag, vi alle har ventet så længe på, oprinder. Udover vores utallige skriveøvelser, digte, reflektioner har vi jo også interviewet flere af de andre forfattere, der optræder på Poesiens Dag - så værs´go - her er de allesammen

Lige til at genopfriske eller varme op med, inden det går løs i morgen!!

The Pink Apples takker de deltagende for at ville være med på vores ordlege - vores hjerter banker smukt tilbage, når vi tænker på det - vi synes begge det har været noget af det fedeste og sjoveste på den lange poesi-vej på den rejse mod Poesiens Dag, som startede, for snart lang tid siden.

klik på navn/link, for at komme til interview

Uge 29: Robert Zola Christensen - af Lonni Krause
Forfatter til fagbøger, romaner, digte m.m., bl.a. ”Manual til skrivekunsten”, som vi har brugt til vores skriveøvelser.

Uge 30: Niels Hav - af Lonni Krause
Lyriker og prosaist med flere digtsamlinger og noveller bag sig. Senest “Grundstof” (2004).

Uge 31: Inuk Hoff Hansen - af Lonni Krause
Forfatterinde med utallige skønlittærere bøger bag sag, senest “Sultekunstnerinde” (2004).

Uge 32: Kenneth Krabat - af Felicia Lensborn
Vores mentor og oplæsningslærer. Menneske & Digter. Seneste digtsamling er “elskede elskede” (2003).

Uge 33: Claus Høxbroe - af Lonni Krause
Beatpoet og en uundgåelige skikkelse på spoken word scenen. Hans debut digtsamling “Hylet Fra Gaden” er på gaden d. 28. august.

Uge 34: Mikael Josephsen - af Felicia Lensborn
Redaktør og anmelder på Poesi.dk. Og forfatter. Debutdigtsamling “Havet under huden” (1998). Debutroman “Opløb” (2005).

Felicia spørger: Hvad er en digter?

Mikael svarer: Det ved jeg ikke. Jeg ved kun hvad for en digter jeg er. Jeg er en undersøger. Jeg undersøger sprog, temaer. Jeg prøver at kunstmale med ord. En digter er vel også en med noget på hjerte. Om ikke andet så støv. Måske er en digter et barn, der viser far og mor den fine tegning igen og igen – men de gider ikke se den. En digter er en sprogarbejder, et gammelt barn, en barnlig gammel. En undrer, en beskuer, en seer, en savlende sexbesat. Det er i hvert fald en der bliver høj af ord. Sine egne. En digter er en meget selvoptaget person. I hvert fald hvis den digter er mig. Men så er der det frirum i sproget, hvor man på en gang er mere i kontakt med sig selv end nogensinde – og samtidig lykkeligt fri af sit selv. Det er det jeg går efter, det er der hvor hånden trykker på pumpen og sender sproget lige ud i blodbanen. En digter er en musiker med tastaturet som orgel, simpelthen.

Felicia tænker: Wow: ”En musiker med tastaturet som orgel”. DET er fedt formuleret! Kommer i samme åndedrag straks til at tænkte på Søren Ulrik Thomsen og dokumentarfilmen ”Jeg er levende”, som Lonni og jeg så sammen for nylig ved et af vores ”skrive-træf”, hvor han også snakker om Poesi, som musik og al det rytmiske der ligger i sproget.

Jeg kommer aldrig til at se på tastaturet på samme måde igen. Fra nu af vil der strømme toner fra det - og en tanke vil strømme over til Mikael
Ellers er her rigtig mange ting jeg kan tilslutte mig – det der med at blive høj af sine ord og måske være lidt selvoptaget af DET engang imellem
Men billedet af barnet der viser mor og far tegningen er kært, så jeg vil skrue tiden tilbage og stille Mikael et par spørgsmål om, hvordan det hele startede: Din digterkarriere begyndte med…

Mikael svarer: At jeg drak og drak og drak. Og spiste piller og røg hash. Og røg ind og ud af psykiatrisk. På et tidspunkt følte jeg at svendebrevet var lige om hjørnet. Nu vidste jeg hvordan jeg ikke skulle leve. Findes der et bedre udgangspunkt? (Jeg ved stadig ikke hvordan man lever, jeg syntes det er så voldsomt med busser og elektricitet og minimælk og alt det).

Felicia spørger: Er der en barndomsoplevelse der indikerer at det skulle blive lyrikken der sejrede?

Mikael svarer: Ikke andet end at jeg var lystfisker, og når jeg lystfiskede fik jeg sådan en poetisk følelse når jeg så ud over vandspejlet. Nu fisker jeg altså ord. Derudover, har jeg en vanskelig opvækst til fælles med de fleste andre kunstnere, jeg har mødt. Og selv om nogle kunstnere vil bruse af irritation over sådan en påstand, så er det altså min erfaring. Nogle kunstnere benægter det måske – og gør sjov kunst ud af smerten. Men jeg har set deres kæber dirre af nogle anderledes og bagvedliggende følelser. Man kan ikke lyve for et hjerte. Sådan set. Og Ja. Suk.

Felicia tænker: Nej, hjertet SER, og måske skal det have set lidt af hvert, følt lidt af hvert, for at have dette behov for at dele ud til andre? Kunstnere er i hvert fald sjældent mennesker, der har levet livet ”i lige linje”. Det gælder også mig. Jeg elsker også at kigge udover vandet, som heller aldrig bliver det samme, for selvom jeg har fundet mange digt-linjer dér har jeg aldrig lige set det billede med at fiske ord op af vandet. Tak Mikael
At fiske ord må være blandt en digters fornemmeste opgaver. Så jeg får lyst til at spørge: Hvad er en digters opgave(r)?

Mikael svarer: At gøre sit arbejde så godt som muligt, det vil sige, bedre end muligt. For digteren kan mere end digteren – og hans største job består i at finde ind til den rigtige digter. Barnet, filosoffen, oldingen, videnskabsmanden, guden. Endnu en gang, man kan ikke lyve for et hjerte – og man kan ikke fremtvinge poesi med hjernen. Poesi skrives med fingrene, med jord, med dufte med regn og sol og sommer og vinter og hele pivtøjet. Sommetider ses virkelig lærde på papiret, de har ikke skyggen af poesi i sig. Det kræver altså en drukblødning fra halspulsåren at skrive med blod. Sludder. Selvfølgelig kan lærde skrive poesi. Det er bare ikke nogen selvfølge at fordi man er phd, så er man også en god digter. Men man kan sagtens være det. Jeg syntes f.eks. At Annelise Marstrand Jørgensen er en god og belært poet. Morten Søndergaard, Thøfner, Pia Juul, Søren Ulrik, Bo green, hele det slæng. Men altså, ingen slår F. P. Jac. Og den eneste læreanstalt han har gået på er promillernes teaterskole.

Felicia tænker: Ingen slår Pablo Neruda! Okay, okay, F.P. Jac er fed, og jeg har, ligesom mange andre, en svaghed for Søren Ulrik. Fedt formuleret med de her forskellige digtertyper man kan have indeni. Det er fedt set og det er jo ganske rigtigt, at det er sådan det er. Nogle gange skriver man, som om man har levet flere liv, andre gange, som om det er første gang man ser alting. Og ja, det er nok en god ide at slå ”hjernen” lidt fra ind imellem, når man skriver – i hvert fald i den ”indledende” fase. Men hvor meget må man tage med ind i sin poesi? Jeg spørger Mikael: Hvis jeg siger poesi og politik, hvad siger du så?

Mikael svarer: Fint. Så siger du jo det. Og så siger jeg: Fint. Og så har jeg sagt det. Jeg ser ingen modsætning mellem de to ting. Det hele handler om vinklen, synet. At være seende, at kunne få øjeæblet derind, hvor ingen andre har været.

Felicia tænker: Der, hvor inden andre har været. Hm! ER der mon steder ingen andre har været? Så Mikael: Nogle mener at der ikke er flere nye ord under solen. Alt er skrevet. Hvad siger du til den påstand?

Mikael: Den kan jeg modbevise med et dertillejligheden nytryllet ord: Printerskid.

Felicia tænker: En printerskid må være det dér papir, man endelig får hevet ud efter printeren har forsøgt at tygge det i små bidder og endelig til sidst beslutter at sende det igennem tarmkanelen, men så får forstoppelse. Nej, måske er der ikke skrevet nogen digte om en ”Printerskid”? Men gad også vide om nogen gad læse det? Eller gider folk i det hele taget læse digte? Så Mikael: Endnu en påstand: Ingen læser digte i dag. Hvad siger du til den?

Mikael: Det tror jeg, der er mange der gør. Men ikke lige så mange som køber vaskemaskine og udstødningsrør. Vi lever i et hurtigt samfund, fordybelse, og digte kræver fordybelse, er ikke oppe i tiden. En gang imellem møder man en eller anden freak, der er helt hooked. Poesijunkie. Sådan en er jeg også. Jeg elsker poesi. Jeg bliver høj af poesi. Og jeg får nedtur af poesi. Jeg lever med det som man lever med en utro kvinde. Man bliver lovet og lovet. Man tror det holder, denne gang. Men så finder hun bare en ny måde at snyde dig på. Poesien er en kat, den går kun sine egne veje. Nogle bliver så copykatte – for det er så hulens svært at leve med det lykkehjul. Hvordan falder ordene i dag?. Nå ikke.

Felicia: Nej, det er ikke altid nemt at leve med poesi eller i poesiens verden, så jeg spørger: Hvordan forenes “det ydre liv” med “digterens liv”?

Mikael: Det går fint med Kunstfondens underskrift på checkhæftet. Jeg farer rundt og undertrykker min lyst til at skrive. Førhen kiggede folk ned i jorden, når jeg sagde jeg skrev digte. De ville straks vide om jeg kunne leve af det. Foreløbig og de næste tre år, kan jeg jo så sige: JA. Og jeg kan dø af det. Eller grine af det.

Felicia: Det må også være FEDT at kunne! Men når du nu ikke har en phd: Er der nogle forfattere - afdøde som nulevende - som du har stået i mesterlære hos?

Mikael: Ja, selvom de ikke ved det. F. P. Jac, Søren Ulrik Thomsen, Tom Kristensen, Tove Ditlevsen. Og så Simon Grotrian, men han ved det. For det var ham der skrev til mig – og foreslog det. Et helt igennem lærer til elevforhold. Og gud hvor jeg lærte. Frank Jæger, Dylan Thomas, Gustav M Petersen, Ekeløf, Rilke og i den dur. Hov for resten. Strunge. Ikke glemme Strunge, han var en fremragende digter.

Felicia: Fremragende digter kan også hæftes på dig Synes jeg. Beskriv din skriveproces. Hvordan “åbner” du et digt?

Mikael: Først og fremmest må der være noget der presser på. Et tema, et ord, en stemning. Så skriver jeg det ned, giver mig til at arbejde, kasserer det. Slukker maskinen, ringer og skælder min kæreste huden fuld. Så prøver jeg måske igen. Derefter ringer jeg hende op, og er direkte råbende, perfid og uhyre ond. Måske ringer jeg så senere og fortæller om kærligheden, ikke kun til hende, men til hele verden. Hvis digtet er gået hjem, er jeg en utrolig kærlig fyr, ja direkte åndelig og mild. Alt afhænger af digtet, når jeg har det sådan. Med prosaen er det ikke så slemt, der har jeg det bare konstant dårligt.

Felicia spørger: Uh, det lyder intenst! Sig mig: Er du altid i gang med ord?

Mikael: På en måde. Især i skriveprocesser. Der leder jeg efter ord og betydninger i alt. Men hvis det hele tæller med, læsningen, musikken, film osv. Så er jeg meget ofte i selskab med ord.

Felicia spørger: Ind imellem skal alle disse ord også ud af munden: Kan du huske din første digtoplæsning? Fortæl os om den.

Mikael: Jeg var på Antabus – og så blev der delt øl ud. Jeg råbte vredt ad arrangøren, så hans hænder senere rystede når han gav mig en sodavand. Jeg læste noget bræk op – og følte mig som en stjerne. Gik i øvrigt på druk senere på aften, endte på hospitalet hvor jeg fik modgift mod antabussen. Se, det var en rigtig historie, det egentlige digt.

Felicia spørger: Jo, sikke en historie ;). Nu skal du jo læse op til Poesiens Dag. Er der noget du for alt i verden ikke ville læse op?

Mikael svarer: Næ.

Felicia spørger: Når jeg skriver “Selvpromovering”, - hvor langt ville du gå mht. det?

Mikael svarer: Jeg har aldrig gjort noget, overhovedet for det. Men jeg ville vel gå så langt som det krævede, hvis min ambition var at blive berømt. Men at blive berømt er vel bare at ville have nogle, en masse til at elske sig, fordi man ikke elsker sig selv. Det hårde arbejde er altid indeni. For husk, Man kan ikke lyve for et hjerte.

Felicia tænker: Ja, det hårde arbejde er selvfølgelig alt det der ligger ”før” man når så langt til bare at tænke ordet ”selvpromovering”. Hvilke råd vil du give andre håbefulde digterspirer, hvis de ønsker at få udgivet en digtsamling?

Mikael svarer: At skrotte den og blive tømrer. Eller Social og sundhedsassistent. At blive digter er at leve på bunden og på toppen, altid med dødens ånde i nakken.

Felicia tænker: Det råd kan jeg altså ikke bruge. Sorry Man kan jo ikke lyve for et hjerte, vel? Så jeg bevarer stadig troen på at, en skønne dag, så - jeg spørger: Du debuterede i en forholdsvis sen alder (som 37-årig - hvis man ser bort fra dine to første digtsamlinger, som du selv har smidt ud). Hvordan oplevede du det, pludselig at kunne skrive forfatter på dit visitkort?

Mikael svarer: Jamen jeg var lige blevet clean efter en 20 år lang druktur. Så jeg syntes jo jeg var fantastisk. Jeg fattede ikke at kvinderne ikke lå for mine fødder med åben mund og parat. Jeg tror jeg fik lidt storhedsvanvid. Men den ros skal anmelderne nu alligevel have. De får det lynhurtigt pillet ud af mig igen. Og så effektivt og grundigt, at jeg dårlig føler jeg kan bestride et avisjob bagefter. Man skal huske på, at jeg fra begyndelsen af, har haft både Lars Bukdahl og Erik Skyum imod mig. Det er faneme ikke let at skabe sig en karriere med de to hovedanmeldere mod sig. Og derfor er jeg OFFER. Og derfor tænker jeg hver gang, jeg skal vise dem. Og så piller de mig endnu længere ned, Bukdahl med sin tydelige afsky – Skyum med sin tavshed. Tavsheden er den værste kritik man få, den er SÅ STRAFFENDE. Så er det mere fair med Bukdahl, der bare ikke kan lide mig. Men dybest set repræsenterer de jo bare den store faderfigur. Og min far er død, så jeg må se at komme over det. Jeg er faktisk begyndt at indstille mig på, at jeg skal klare mig igennem uden Fars ros. Det ærgrer mig bare, for det er jo fyre der kan læse, og derfor forstår jeg det ikke. For jeg er jo god. Det må de da for fanden kunne se. Og så er jeg ingen Copycat. Jeg har lagt mig i helt mit eget spor.

Felicia: Nej, det forstår jeg heller ikke, specielt ikke efter, at jeg netop har læst ”Havet under huden”: Wow! Kan stadig fange mig selv i, at blive forundret over, at jeg stadig kan blive forundret, når jeg læser ”nye” digtsamlinger og tænker: Wow! Som bærret på toppen af kagen har vi afslutningsvis længere nede et digt derfra: Glæd jer! Måske har det ikke regnet med roser fra de ”rigtige” skyer, men: Siden din debut-digtsamling “Havet under huden” udkom i 1998 har det regnet ned over dig med legater. Hvordan har det føltes?

Mikael svarer: Det har føltes godt for købmanden og for mig. Og lad os nu lige. Jeg er taknemmelig, ovenud endda, for ALLE LEGATERENE, uden undtagelse, men jeg har jo stadig ikke det samme om året som en rengøringskone. Undtagen lige nu, hvor jeg har fået det treårige. Nu har jeg det samme som en buschauffør. (Hvis han piller lidt ved skiverne for kørehviletid).

Felicia spørger: Du har kredset meget om din barndom og ungdom i dit forfatterskab, såvel i dine digte, som i din debutroman “Opløb”, og har udtalt at disse kan ses, som resultatet af en slags selvundersøgelse. Er denne selvundersøgelse af din fortid bragt til ende? Og hvad vil du i så fald skrive om?

Mikael svarer: Alt det andet, forhåbentlig.

Felicia spørger: Alt det andet kunne være naturen. Du kredser meget om himlen, havet og solen i din første digtsamling “Havet under huden” og videre ind i den næste “Pokalhjertet” fra 2000. Hvad betyder naturen for dig i forhold til din poesi?

Mikael svarer: Naturen er poesi. Vi er poesi, vi er ild og vand. Vi er til.

Felicia spøger. Så til allersidst her: Du er redaktør og anmelder på websiden Poesi.dk (Øverste Kirurgiskes webtidsskrift for poesi og litterære eksperimenter).
Hvordan vil du sige, det står til med den spirende poetiske talentmasse, hvis du skal tage udgangspunkt i de mange digte I modtager både på Poesi.dk, men også ud fra de digte du har skullet vælge imellem i de skrive-konkurrencer I har haft under “Poetik-hjørnet”, som du styrer?

Mikael svarer: Det står godt til. Kvaliteten er høj. Højere end jeg havde forventet. Bare vent, der kommer en del debutanter med tiden, som har rødder hos os. Sure. Se nu bare Felicia Lensborn og Lonni Krause, for nu at tage to eksempler I aldrig har hørt om før.

Felicia tænker: Uh, sikken en lækker afslutning Jeg er vild med folk, der overrasker mig og som har humor - jeg griner også lidt, fordi her på Urban bloggen, er der nok ikke mange, der aldrig har hørt om The Pink Apples og den dag jeg står med min første digtsamling i hånden, vil jeg finde dette interview frem og Poesi.dk skal være de første, der får nyheden! I promise! Hånden på hjertet (og hjertet husker!)

Og lige nu siger mit hjerte tak for en masse skønne ord fra Mikael Josephsen – uh, hvor jeg endnu engang ærgrer mig over alle de digtere jeg går glip af, at høre læse op på Poesiens Dag, fordi jeg selv skal læse op. Nej, jeg MÅ kunne tage en afstikker, mens Lonni er på, og så spurte hen og finde Mikael Josephsen under et træ et sted eller foran søen (under en paraply). Og hvis jeg er RIGTIG heldig får jeg måske chancen for at høre dette digt læst op, som jeg læste for første gang for et par dage siden og bare tænkte: WOW!

Som laksefiskens yngel er mine følelser i oprør
dine hofter er rullende skibe i havsnød.
Vi står på pæle og løfter mågerne ud af
en ensom og fælles fortid.
Hold så kæft fugle, jeg leder efter perlen
bag det sorte kød, jeg leder efter det første
rav i verdens hænder.
Jeg leder efter havet under huden
og er tidevandets tunge
der kysser stranden ren for skaller
til vi blot er til som sandkorn
i Guds åbne hånd.

digt fra ”Havet under huden”. Borgen, 1998.

Læs mere om Mikael Josephsen her:

Læs om Mikael Josephsen på Litteratursiden.dk

FORFATTEREN MIKAEL JOSEPHSENS HJEMMESIDE

Mikael Josephsen på Poesi.dk: Anmeldelser & interviews

Michael Josephsen på Borgens forlag

Mikael Josephsen - Priser & legater

Felicia: Hvad er en digter?

Krabat: Øe, én der skriver digte…? Men dét svar er ikke så flinkt, så lad mig imødekomme dig på en anden måde: Hér forklarer Poul Borum (forfatter, litteraturanmelder og grundlægger af forfatterskolen. Red.) , hvad han mener et digt er: Hvad er et digt? - deraf kan man så udlede, hvad han mener, en digter bør kunne. Og lad mig sige med det samme, at jeg falder sørgeligt igennem.

Felicia: Jeg går straks ind og kigger, for jeg er jo lidt nysgerrig på, om jeg også falder igennem.

Uha, nu er ham Poul Borum jo altså heller ikke Hr. Hvem-som-helst - Poesiens Godfather i Danmark, sådan i nyere tid, kan man vist godt kalde ham - han har helt sikkert plaffet lige så mange håbefulde poeter ned. - Nej, det er sørme ikke småting et digt skal kunne, læs selv, det er simpelthen for omfattende til lige at citere kort og jeg kan ikke overskue om jeg er faldet nogen steder …

Nå, Krabat har mere at sige om, hvad en digter er.:

Krabat: Se hellere dagens digt 26. marts 2006 for svar på dét spørgsmål

- om end det næppe i sig selv heller kan blive definitivt udtømt…

Felicia: Jeg går ind og kigger igen og havde lidt håbet at der lå et lille digt med en god punch-line, men ak, her er mindst halvtreds punch-lines, så jeg ser lige om der er nogen jeg synes passer på mig:

“dem der skriver en linie om dagen
dem der skriver et digt om dagen
dem der skriver en bog i hovedet hver dag”

Jo, jeg disse er lige mig, men gå ind og læs. Han kan noget med ord ham Krabat og jeg er egentlig lidt nysgerrig med, hvordan det hele startede, så: Din digterkarriere begyndte med…

Krabat: … at jeg i tyverårene begyndte at skrive digte. Muligvis som følgevirkningerne af LSD-indtagelse, der i dag vel havde været lige til en diagnose som manio-depressiv, borderline, bipolær, eller hvad lægerne ellers ynder at forlyste sig med af stemplinger. Gudskelov for min selvstændighed i dag var der ingen, som diagnosticerede mig; og jeg kunne få lov at komme til at efterlade horribelt blodige rædselsskildringer i skrivemaskinen på min arbejdsplads, uden at det gik nævneværdigt ud over min fra folkeskole og barndom videreførte outsiderstatus.

Skal jeg være lidt på tværs, kunne jeg også sige at jeg er født med skriveglæde, der siden har udviklet sig til både trang og tvang, og at det følelsesmæssige fundament blev udviklet/indviklet i den tidlige barndom (begavet barn af uuddannede forældre) og i skolegården under mange års psykisk terror. Godt med undertrykt vrede og angst og følelse af overgreb som - brilliant - katalysator for den unge digter - f.eks. skiftede jeg efternavn som 21-årig, for at distancere mig fra mine forældre: alvidende, som jeg var blevet af min LSD-indtagelse, var der i Kosmos ikke længere plads til både min version af verden og den kollektive psykose, der var summen af alle de andres. Og da ingen forstod, hvad jeg talte om, var der heller ingen, som skulle have adgang til at hjælpe mig.

Kunstverdenen er så fuld af eksempler på det samme, at man næsten kunne tænke, at kunst kun er det ensidige resultat af stædig fastholdelse af en egen vej, koste hvad det koste vil. Et berømt eksempel er filminstruktøren af bl.a. Twin Peaks, David Lynch, som ved første terapisession lagde ud med at spørge, om psykiateren troede at Lynch ville ændre sig kunstnerisk som følge af terapien, og derpå rejste sig og gik, da psykiateren svarede, at det kunne han ikke afvise ville ske.

Jeg havde det nøjagtig på samme måde. Så jeg forblev i smerte og frygt og angst og fobier og vrede og agression og alt muligt andet - af ren og skær frygt for ikke at have noget kunstnerisk brændstof, hvis “jeg fik det bedre”… Og ser i dag, at mange kunstnervenner og -bekendte både havde og har det lige sådan. Og at den ensomme kamp med indre dæmoner ser sindssvagt skræmmende ud for en omverden, der ikke har samme behov for at rede ting ud - med forbud, påbud, diagnosticering, medicinering, stempling, stigmatisering… til følge. Der er næppe den ting kollektivets angst ikke vil gøre for at skabe kollektiv ro. Herunder søge at hindre kreative impulser i at slå over i destruktive, hvordan det så end føles for den, der begrænses.

I dag ved jeg, at mine “uudannede” forældre elskede mig med alt hvad de havde og mere til - som de evigt tætteste på mig, under min søgen på at raffinere mit udtryk og skabe overblik over min plads i verden, overskred jeg deres grænser igen og igen; alligevel gjorde de deres yderste for at være der. Det gør forældre som regel. Ikke, at jeg ikke stadig rummer vreden over min tidligt påtvungne outsiderrolle. Det gør jeg. Men jeg er vred I DAG. Jeg VED, at jeg er vred. Vreden er blevet en del af min drivkraft, indignationen, identifikationen med alle dem, der er outsidere, som jeg selv; mennesker, der er påtvunget omstændigheder, de ikke kan kæmpe sig ud af. Det er noget af det mest interessante for mig. Hvordan mennesker så alligevel klarer sig, for det gør de fleste. Outsiderens identifikation med og afstand til outsidere.

For mit vedkommende er dét blevet til en on-going definition på begrebet “frihed”. Heri henter jeg hovedparten af materialet til min produktion. Og héri ligger de største udfordringer for mig, kunstnerisk såvel som menneskeligt.

Felicia tænker: At være født med skriveglæde er jo en god ting at have med i hjertet, når man er digter, men det lyder nu alligevel som om der har skullet kæmpes lidt for sagen. Er der en barndomsoplevelse, der indikerer, at det skulle blive lyrikken der sejrede?

Krabat: Nej. Eller snarere: HAR poesien sejret? Poesien er en værktøjskasse, bestående af kropsligt, følelsesmæssigt, mentalt værktøj: Åndedræt, emotioner/empati, rationale/analyse/logik. Hvis der havde været skruenøgler, brækjern og assorterede skruetrækkere i værktøjskassen, hvad skulle dén i så fald have sejret over?

Man gør dét, man ér, i de fora man bliver udsat for, og déraf bliver man inspireret til at gøre andre ting, og finder præferencer, sympatier og antipatier. Man øver sig på noget, gør status, skifter spor, øver sig, gør status, hænger fast med neglene, falder ned, slår sig, kravler op igen, øver sig noget mere, skifter spor, gør status, slår sig, bliver ved…

For tiden og i dag 27.7.2006 skriver jeg. Lige nu besvarer jeg dine spørgsmål, Felicia. Om lidt skal jeg skrive mit daglige digt. Jeg er ikke en skid inspireret. Der er for meget indeni, som rører sig, og for lidt. Jeg er utålmodig, det er pissevarmt, selv hér midt om natten… og ja, jeg indrømmer alligevel, og undlader at slette overstående pga. procesoptagethed, krukkethed, og mit underviser-gen:

Jo, poesien har foreløbig sejret. Jeg kan ikke forestille mig noget andet, jeg ønsker at beskæftige mig med. Oversætte for penge og fornøjelsen er fint, men oplever jeg det som reelt skabende? Nej. Dér har poesien sejret over alle grænser. Og gjort mig til et væsen, der accepterer at leve på eksistensminimum, bare for at have tid til at opleve, sanse, tænke, ikke-tænke, ikke-sanse, vegetere, glo ind i væggen, se film når jeg påstår at arbejde, arbejde, mens jeg ser film, læse hvad det passer mig og når det passer mig, klø mig i røven eller have ambitioner større end Jesus. Være min egen herre, med noget så gennemgribende unyttigt som digtning.

Man kan jo aldrig, aldrig vide med sikkerhed, om nogen vil være interesseret i ens digtning. Aldrig. Om end en stærk teoretisk baggrund kan hjælpe med at udforske hvide pletter på det litterære landkort, og således sigte mod at udfylde litterære “huller” i reolerne hos poesi-interesserede, har man praktisk og faktisk kun sig selv, mens man skriver.

En nydelse og en forbandelse at være selvstændig. Men ikke en option; intet når op på siden af det, så der er intet at vælge imellem. Måske når jeg bliver far engang… men nu? Nej.

Felicia tænker: Den Krabat dér skulle prøve et par dage med en teenager i huset, så ville han nok hurtigt ønske sig tilbage til sin tid, som “ensom” digter hm, måske er børn lidt det samme, en nydelse og forbandelse, nogen gange det ene, andre gange det andet, andre gange begge dele på èn gang.Det var et lille sidespring, tilbage til poesien. “Gennemgribende unyttigt” siger krabaten om digtning og, alligevel er poesien dette væsen, der trænger igennem og bare må ud, selvom det betyder usikkerhed på både levegrundlag og modtagelse i den anden ende. Så jeg får straks lyst til at spørge Krabaten om hvad han synes en digters opgave er og hvordan det står til med den politiske bevidsthed hos forfattere. For hel unyttig er poesien vel ikke?

Krabat: Hvis jeg skæver til næste spørgsmål om politisk bevidsthed hos forfattere, vil jeg skynde mig at trække i modsat retning. En digter har ikke pr. definition til opgave at mene noget som helst om noget, men må for min skyld gerne, præcis som andre mennesker.

En digter er en modtager for omverden, digterens personlige traumer og smerter som filter, vidtåbne sanser der tager alting ind eller poetisk universitær semantik, no matter, men digteren må bestræbe sig på at tale sandt om alt, der kommer til ham eller hende. Hvad enten det skrevne er nok så meget overhørt, udledt, fri fantasi, tankespind eller løgn. Det ligger i ethvert håndværk, i enhver kunstform, at jo tættere man kommer på sandheden om sine værktøjers interaktion med sit grundmateriale - sanse- og oplevelsesteknikerne med erfaringen om ords, metaforer, sætningsdannelsers virkemåder - desto mere omkostningsfuldt bliver hver en sletning, hver en tabulering, hvert et komma… Men alligevel aldrig give efter for fristelsen til at lyve. Aldrig give efter for fristelsen til ikke at forsøge at lave digtet bedre, hvis det i egne øjne kunne være bedre.

Jeg blev kureret mere tidligt: Jeg havde ikke skrevet mere end et års tid, og efter endt læsning af en litterær science fiction-bog oversatte jeg med stort besvær et vildt digt derfra, om verden set fra myreperspektiv, og gav det til min nye, daværende kæreste. “Guud, har du skrevet dét?” sagde hun og så hamrende stolt ud på mine vegne. Jeg blev så overrasket over, at hun overhovedet kunne tro, at jeg var forfatteren, at katten løb af med min tunge. Og så måtte jeg lide den tort igennem hele vores forhold at se digtet hænge på væggen og dagligt minde mig om, hvor fej jeg var - og tvinge mig til at se på mine egne digte, SE dem på en anden måde, forholde mig til dem fra en læsers synspunkt, snarere end blot at være sindssvagt begejstret over, at jeg i det hele taget lavede noget, der gav mig så stor tilfredsstillelse som dét at færdiggøre en tekst gjorde. Om det så kun var en andens…

Felicia tænker: Ah, pyh, sjov historie med digtet, men jeg får hel sved på panden ved tanken! Hvis jeg var kommet til at lave et sådant nummer, ville jeg hver gang nogen kiggede på digtet være rædselsslagen for at de måske havde læst bogen og ville genkende det. Men tilbage til det andet spørgsmål: Synes du der er en større politisk bevidsthed hos forfattere i dag end for ca. 10 år siden?

Krabat: Jeg ved det ikke. Men for tiden er menneskene generelt mere lydhør for individuelle meninger, er vi ikke? Og stort set alle har politiske meninger og erfaringer, skønt ikke nødvendigvis partipolitiske, eller globalpolitiske. Så mon ikke dén tilbagevenden til at mene noget om sociale og økonomiske uligheder, forurening og petrokrige… som er i vækst i disse år, også har fundet vej ind i bøgerne? Om ikke andet som afspejling af voksende medie- og NGO-opmærksomhed på skrævvridningerne i menneskets samfund?

“Vi har de forfattere, vi fortjener” kunne man sige. Forfattere læser jo også bøger, og bliver ligesom alle andre inspirerede til nye tanker, nye koncepter, eller forargede over hændelser i verden, måder mennesker kan være på. Og hvis de bøger, der så bliver skrevet efterfølgende, også bliver solgt til forlaget og købt og læst af andre, inklusivt andre forfattere og andre meningsdannere, så spreder nye idéer og tanker sig. Men om overvægten skal ligge det ene eller andet sted i det menneskelige spektrum fra ego til fællesskab, kan kun (forlagene og) læserne afgøre. Så, vi får de input, vi læser, og inputter til andre de nye tanker, vi selv danner os: Måske serveret på en tydeligvis menneskeligt plan, men reelt mest til gavn for primært højrefløjen, mest for midten, eller mest for venstrefløjen. Ikke noget rigtigt og forkert, men en vægt, nogle vil altid mene en OVERvægt af meninger i et bestemt leje. Men dét er især forlagenes område: at finde eller bestille de bøger skrevet, som forlagene mener mangler i et bestemt leje. Derfor kan man i visse perioder pludselig opdage en horde af bøger om samme emne, uden at man af dén grund bør frygte (eller fryde sig over), at der er sket et radikalt stemningsskift i landet. Det er bare bøger “nogen” har vurderet manglede.

Jeg kunne dog ønske mig, at forfattere generelt ikke hoppede med på vognen om at skrive bøger, hvor titlen er eneste argument for bogen. Men alle skal betale regninger, og en bestseller er en bestseller, hvad den end handler om. Det litterære og det politiske tager tid at skabe, mærke, føle, tænke, leve. Så bøger med politisk dybde er sjældent dagsaktuelle, men befatter sig oftest planlægningsmæssigt med strømninger og forløb på et mere overordnet plan, så de også vil være aktuelle, når de er skrevet færdige og udkommet.

Men jeg får en billede for mit indre blik af Cæsar og “det store stygge storkespringvand”… Der ér naturligvis plads til ALLE fremtrædelsesformer samtidig. Hvad der ikke nødvendigvis er, er afsætning i bestemte fremtrædelsesformer. Forlagene tager ikke mange chancer med unge meningsmagere mere, fordi mennesker i DK generelt er ret veloplyste og får mange globale informationer og indsigter fra medierne og fra nettet. Det, der så er tilbage til de unge år, er unge kunstnere. Mennesker, som er i stand til at sælge deres - unge - kunst, budskaber og holdninger på karisma og interaktiv vedholdenhed. Ikke særlige meninger, men måden de fremføres på.

Velkommen til desillusionernes holdeplads, hvor det markedsmekaniske slagsmål og parkeringspladsen hjemme og ved jobbet gør sit til at erodere litteraturelskende forlagsmedarbejderes virkelyst ned i en undergrund af vendte 25-ører.

Felicia tænker: Hm, ja, med titlen som eneste argument kommer jeg straks til at tænke på “Da Vinci Mysteriet”, mærkeligt nok, har nemlig ikke læst den og kunne heller ikke tænke mig det. Men denne vekslen mellem politik og kunst er en spændende diskussion, ligesom dette med at forfattere selvfølgelig inspirerer andre forfattere. DET kan jeg helt tilslutte mig, læser selv ligeså meget som jeg skriver og henter stor inspiration i andres værker. Men hvad nu hvis man kun havde sig selv og intet andet? [...] Hvis du sad i et sort rum uden lyde eller duft, hvad ville først falde dig ind at skrive om?

Krabat: Aner det ikke ( - hvordan er jeg kommet herind, er her varmt eller koldt, er det en prøvelse eller en straf…) Lige så lidt som jeg ved, hvad der lige om lidt vil falde mig ind at skrive som dagens digt.

Men hvis du mener, om jeg kan blive inspireret uden at have fysiske sanseindtryk…? Selve meningen med at søge at skrive er at søge at blive inspireret. Inspirationen gør det nemmere for én at skrive, end hvis den ikke er der og så skal knokles (frustreres) frem. Så, af og til kan sanseberøvelse være en god ting. Lige som beruselse kan være det. Eller forelskelse. Eller savn, sult, søvn, eller berøvelse af hvad som helst andet, man kan forestille sig IKKE at have lyst at være foruden.

Eller man kan gøre noget, man aldrig gør: Gå en tur i skoven, sidde en halv dag på en arbejdsformidling og bare kigge, lave et bungeejump, evt. uden at gå på toilettet først, besøge fjerne slægtninge og se på gamle fotos, lave en aftale om at udføre noget kedeligt på et bestemt tidspunkt og så gøre det. Men gøre det med mod til både eventyr og skuffelse - ikke tvang.

Eller man kan sætte sig og se på en helt hvid skærm eller et frisk ark papir i skrivemaskinen, og forsøge at lade være med at tænke på noget som helst. Ikke altid nemt, hvis man er under indre påkrav om at lave det der fix NU!

Felicia tænker: Nej, jeg kender (kun alt for godt) det der med det hvide papir der STIRRER på en og man stirrer tilbage og intet sker, og kommer der endelig noget frem, synes man bare det er dumt og uoriginalt og ligner en dårlig parodi på noget man læste for en uge siden. Så, Krabat… Nogle mener at der ikke er flere nye ord under solen. Alt er skrevet. Hvad siger du til den påstand?

Krabat: Hér er et nyt ord til dig: et ordfix. Den afhængige finder altid nye kilder, nye stoffer.

Tror du måske, at digtere skriver for de faktiske læseres skyld?

Fraregnet dem, der forsøger at skrive en sællert ved at aflure markedet og læsere præferencer, vil jeg tro! at stort set alle, lige som jeg selv, har en eller flere indre læsere. Et læserpanel. Måske tilmed, hvis de er heldige, et virkeligt, fysisk læsepanel, som bidrager med kvalificeret kritik. Foregår det indeni, kaldes det “at (kunne) læse sig selv”; udenfor: “at blive læst”.

Felicia tænker: Nej, det der med at skrive det, man tror folk gerne vil have, kommer der som regel ikke noget godt ud af - ordfix! Det lyder sgu godt - DET ord kan jeg godt lide Var det ikke noget at introducere de unge for i stedet for alle de andre håbløse stoffer der? Kom her og få et ordfix! Jeg forstår nu godt hvad Krabat mener - jeg kan godt selv blive “høj” af ord, både af selv at have skrevet noget jeg synes er godt, men også af at læse andres skønne ord. Nå, tilbage til den virkelige verden… Hvordan forenes “det ydre liv” med “digterens liv”?

Krabat: Jeg kan forestille mig at være 2 personer - én samfundsvant, socialt kompetent udgave, der turnerede blandt venner, familie og kæreste, tog sig af møder med offentlige instanser, betalte regninger, skrev breve og e-mails, forestod indkøb af mad og nyt tøj, o.m.a., og så rapporterede hos mig hver dag, når jeg var stået op, sådan hen ad 12-tiden, og hér uploadede alle erfaringer, sensationer og oplevelser til min bevidsthed, så jeg havde sparet mig selv alle de frustrationer, som det monotone, det kedelige, det langsommelige, det omstændelige i bund og grund ér, for dén som hele tiden tænker på noget andet.

Men så ville jeg jo ikke være hele mig. Jeg ville ikke have betalt for noget med konsekvenser af evner og udbud og valg, og jeg ville konstant være afhængig af mit alter egos evne til at bringe sig selv i vanskeligheder, for at jeg kunne få noget kød og blod ud af alle disse almindeligheder. Så dét må jeg selv gøre. Men nu ligger drama og store armbevægelser helt naturligt til mig, så som regel er en simpel telefonsamtale med skattevæsnet rigeligt til at spolere en halv dags koncentration. Og uenigheder med kæresten kan nemt give anledning til flere ugers mavesmerter og følelse af ubalance.

Så, en fuldstændig smertefri forening… helt seriøst… tror jeg ikke på. For ganske nyligt oplevede jeg Malcolm Bradbury i “Living with a writer” fra et fuldstændig selvsmagende, overkørt og tænkt underspillet synspunkt takketale konen for alle de ting, hun hjalp ham med… og jeg er overbevist om, at det ikke var tilsigtet, at ægteskabet fremstod som et undertrykt aggressivt s/m-forhold, hvor konen simpelthen var SÅ forstående, gjorde SÅ meget for ham… tørrede ham i røven, gjorde hun…! Han var simpelthen lige ved at slå knuder på sig selv for at ikke sige det ligeud: At han var rædselslagen for, at denne servicering og banen vejen for ham (regningerne, alt dét!) skulle stoppe!!! For så ville han skulle gøre det selv! Og hvordan så med hans skrift? Hans tid? Hans hans hans hans…

Nu vasker jeg selv mit tøj igen, og betaler mine regninger… det svarer sig ikke for nogen at blive vartet op. Og i forholdet til min kæreste kæmper jeg for min tid som en dæmon fra helvede. Mit sacred space. Fingrene væk! Jeg sagde: Fingrene væk!!

Felicia tænker: Åh, det lyder nu ellers godt med lidt opvartning : og det med tiden, der kæmper vi vist lidt samme kamp. Måske er der større lighed mellem skrivende folk, end man umiddelbart skulle tro. Måske krabaten har et bud på dét? Er der nogle forfattere - afdøde som nulevende - som du har stået i mesterlære hos?

Krabat: Lingvistisk, semantisk, nej. Jeg er ikke højlitterær. Men idémæssigt, ja. Filosofisk. Philip K. Dick (hvad er virkelighed?), Ray Bradbury (hvordan beskrive barndommen som voksen?). Danske John Carlsen for at åbne mine øjne for vikingetidens brug og opfattelse af begrebet “ond”. Robert Pirsig med “Lila, en undersøgelse af moral” - en temporær bibel for mig - hvor gennemgangen af Dynamisk og Statisk kvalitet i relation til ALT har gjort, at jeg i dag næsten ikke fortryder, at jeg ikke brugte 7 år på en akademisk uddannelse og et dybdeperspektiv på ét enkelt område.

I stedet har jeg så brugt 22 år, og ikke en phd i sigte.

Felicia tænker : 22 år er da også en vis “uddannelsestid”

Nu vil jeg gerne vide lidt om dit arbejde. Vil du ikke beskrive din skriveproces? Hvordan “åbner” du et digt?

Krabat: Der er nogle emner oppe “i mig”, i denne tid og igennem de sidste par år, noget er skam, jeg bakser med, noget er emner, jeg ikke har lyst til at redegøre for for en offentlighed, så en vis grad af selvcensur omkring visse områder af mit liv og mine tanker har allerede fundet sted, inden jeg skriver det første ord.

Jeg arbejder med at “vente tingene frem” - forsøger at åbne mig for dét, der vil ud - især her i processen med dagens digt, hvor jeg er selv-kontraktligt forpligtet til at bestræbe mig på at skrive noget, der kan redde mit liv. Og helst før jeg går i seng. Men da jeg ikke længere har nogen som helst frygt for, at der “ikke skal være noget” - dét er kun et spørgsmål om at vente længe nok - skal dét, jeg selv-censurerer bort som klar tale, nok komme ud i en eller anden form, hvis det lige nu, i skabelsesøjeblikket, er vigtigt nok inde i mig. At “vente tingene frem” betyder at afgive kontrol som skaber, og at have en - måske overdreven - tillid til, at jeg kan sige noget af værdi for andre end mig selv, blot ved at lytte til mit under- og ubevidste.

Nogle ville givet se et sådant projekt som en kunstnerisk dødssejler, al den stund den ikke søger at sætte bevidste næste-skridt på digtningen, der kom forud. Men min “tradition”, om man vil, ér ikke og har aldrig været litteraturen skråstreg digtningen som historisk byrd. Men derimod hvordan jeg kan få ord på papir til at agere mimesis for simple eller komplekse tilstande “inde i mig”. Og herved kommer indholdet altid først - følelsen, der driver mig, søger en form. Første ord… hvad er første ord…? Jeg? Nej, ikke jeg - det er ikke en “jeg-følelse”, men en observationsfølelse, noget ser, noget oplever. Altså at se ud gennem øjnene på noget sårbart, snarere end at være slave for en forsvarsmekanisme, der forsøger at inkarnere sig på papir. Så, hvor langt er der til det sete - er det oplevede fysisk eller er det en andens indre? Og hvad er der imellem; er der forhindringer, og i så fald på hvilken måde? Okay, der er ingen forhindringer, så det er måske bare et spørgsmål om behov for en forening? Er det så noget, der trækker som følge af erindring, er der en præcedens for en ny forening mellem det noget, der oplever, og det andet…

Sådan kunne en indledende reflektion forløbe - men ligesom et partitur er hastigheden ikke fikseret; det kunne finde sted over 10 sekunder, eller over 2 timer, før jeg overhovedet var nået frem til at sætte det rigtige begyndelsesord, der åbner ballet.

Andre ting kan tage form som en tanke, jeg arbejder med over længere tid. Ikke at det behøver blive særlig langt af dén grund. F.eks. skulle jeg en gang skrive et bestillingsdigt med temaet “vinter” til et nyt magasin. Det var midt under snestormen 95-96, sommerhuset, jeg boede i, var omgivet af en halv meter sne, og måske var det sansemæssig overload, jeg ved det ikke, eller måske fik jeg præstationskuller, men jeg arbejdede på digtet i 3 uger. Ikke 10 timer om dagen, ikke 5 timer dagligt bænket foran maskinen, men jævnt hele tiden, døgnet rundt, hen over 3 uger. Og hér hvad det blev til:

VINTER

se, sne!

Det hører til et af mine absolutte favoritdigte, og kan fremføres både med og uden benævnelse af de grammatiske tegn, alt efter hvor dygtig en skuespiller, man synes, man er.

Felicia tænker: ha ha, det er sjovt det her - og dog med en vis alvor, specielt efter jeg har været i “oplæsnings-træning” hos Kenneth Krabat. Jeg er ikke sikker på, at det bare er sådan lige at læse det digt op. Men smukt og finurligt er det!

Krabat: Længere prosating eller essays er der mere logisk stringens i, ordene ligesom mere “bider sig selv” i halen end ordene i et digt gør, og dér kan jeg godt gå rundt og fumle med tematikker og struktur igennem lang tid, før jeg finder modet til at sætte mig ned og tør risikere, at jeg ikke bliver forført, men skal gøre det hele selv. Lidt som at blive inviteret på middag med stearinlys, og det så går op for én, at værten ikke har tænkt sig at give noget som helst gratis.

Eller helt modsat, som forleden, hvor et dagens digt, jeg efter første skrivning fandt dybt patetisk og selvmedlidende, med ét slag fremstod lysende klart som tanke: Hvordan mon det ér at være et menneske, der er længere ude end digtets patetiske jeg, og modsat dét er pinedød nødt til at forlade lejligheden midt om natten for at opsøge en eller anden form for selskab? Samme sekund, jeg tænkte tanken, faldt der fuldstændig ro over mig - jeg kunne høre hovedpersonens indre baksen med, hvad hun skulle sige for at skabe kontakt til manden på gaden, og vidste at der ikke var andet at gøre end bare at hænge på, indtil deres møde var beskrevet færdigt. Og denne knusende ro fordi jeg vidste, at der ikke på forhånd var nogen måde for mig at afgøre på, hvor længe det ville vare - det ville tage lige præcis den tid, det ville tage, hverken mere eller mindre - så dén kunne jeg enten æde eller lade være; sætte mig og skrive til det var færdigt, eller lade være med at begynde.

Dén form for inspiration er sjælden, men akkurat dét, der gør det værd at sætte sig ned for at skrive. Håbet. Det forbandede håb om fixet - at det vil lykkes teksten at gøre mig rund og hel. Og at det ikke denne gang skal være Sisyfos på natligt arbejde igen!

Felicia: Ja, det er dejligt når den slags inspiration opstår, og tingene pludselig falder på plads inde i ens hoved, at ordene man måske har bakset med længe falder på plads. “Sisyfos på natligt arbejde igen!” Mine ord falder altid på plads, når jeg er gået i seng og har ligget ti minutter, så det er op igen og finde et papir i mørket (ret besværligt), i seng, fem minutter, op igen. Det kan godt være JEG vil sove, men det vil ordene ikke :

Så jeg får også lyst til at spørge Kenneth Krabat: Er du altid i gang med ord?

Krabat: Ja, jeg er arbejdsskadet. Alt er digt, i den betydning at intet findes for menneskene, før nogen har navngivet det. Alt kan derfor blive til et digt. Ikke nødvendigvis et nødvendigt eller et godt digt, men alt jeg ser og sanser rummer potentialer for ord. Hvis jeg giver mig selv lov. Prøv at forestille dig at afbryde det der første kys med en ny kæreste ved at tænke over, hvordan du vil beskrive det. Eller måske allerede dér begynde at fumle i lommen efter papir… Jeg ér nødt til at holde fri ind imellem, men det er godt nok svært at slukke mit sinds autoafsøgning af omgivelserne.

Netop denne bestandige indre snakken forsøger jeg at gøre noget ved. Der ér nødt til at være stille derinde indimellem, for at noget skal kunne have mening. Og jeg hører ikke til dem, der drukner knevren i alkohol, så jeg afsøger andre mekanismer, f.eks. fysisk udmattelse, skrive meget, søvnafholdelse, mad (hjernen holder kæft, mens maven fordøjer) o.a.

Felicia tænker: Denne konstante “indre snakken” bliver heldigvis også til en “ydre snakken” ind imellem.

Kan du huske din første digtoplæsning?

Krabat: Jeg tror det var på Charlottenborg, flankeret af Poul Borum og Per Aage Brandt. PB kørte en slags privat skriveskole, før det lykkes ham at starte Forfatterskolen, og havde i dén forbindelse lånt en sal derinde. Alle tilhørerne sad bænket langs væggen, som jeg husker det - ganske kort afstand til dem alle. Jeg var meget intimideret, men ville for alt i verden ikke vise det, så jeg gav den alt hvad den kunne trække af ungdommelig aggressivitet. Husker, jeg stod med spredte ben som en cowboy efter en langt ridt. Var det godt? Aner det ikke.

Felicia spørger: Nu skal du jo læse op til Poesiens Dag. Er der noget du for alt i verden ikke ville læse op?

Krabat: Nej. Jeg læser af lyst. Jeg arbejder med at sproget skal blive lækkert at lægge krop til - fordi jeg selv kan lide at lægge krop til det. De første af mine bøger er nok knap så fokuserede på åndedrættet, men jeg kan se i dag, at jeg var på samme vej, med et sindssvagt overforbrug af særligt placerede tankestreger. Som senere er blevet til “pausens musik” for mig - et stort og bevidst forbrug af tegnsætning, liniebrud, indrykninger og tomme linier, for at skabe et partitur med indbyggede pauseangivelser for den kropsligt, musisk interesserede læser. Hvilket må forekomme at modsige en tidligere udtalelse om hvem forfattere ikke skriver for, men også den kropsligt, musisk interesserede læser er en del af mit indre læsepanel.

Felicia: Nu du arbejder med pauserne i oplæsning, må stemmen, eller oplæsning, betyde noget særligt for dig?

Krabat: Jeg har altid syntes, det var ekstremt fedt at læse op. Ikke så meget kontakten til publikum, altså dét man normalt forbinder med kicket ved at stå i spotlight, at man skal vække folk og have dem frem på stolen - faktisk var og ér jeg stadig meget genert på en scene - men dét at trække vejret, at mærke teksten leve helt ind i bunden af kroppen. Helt tilbage fra da jeg begyndte at skrive var det enormt vigtigt for mig, at teksten var spiselig for mig selv; det jeg ikke havde i forståelse for hvad teksten betød litterært eller dramatisk, fik jeg til gengæld gennem at læse den op for mig selv: Hvis jeg syntes den fungerede som “luft ud af munden”, fungerede den nok også for andre… Og da jeg fandt ud af, at det faktisk betød noget for folk, hvordan en tekst lød som oplæsning - at tilhørere ikke bare kom for at få ordene sagt højt, så at sige, men at de kom for at “få luft” - begyndte jeg at angive pauserne, jeg selv holdt i teksten, med en million indrykninger og pausestreger, som en indikation til læseren om hvordan teksten kunne læses op, hvis man ville læse den som jeg læste den.

I dag bruger jeg færre pauseangivelser, partituret er måske mere subtilt, men intentionen er den samme: At læseren skal kunne læse min tekst som jeg trækker vejret. Fordi jeg har opdaget at min tekst er min krop. Hvis ikke teksten fungerer i kroppen, fungerer den ingen steder for mig. Men til gengæld, hvis den fungerer i kroppen, kan de nedfældede tanker være noget værre rod, uden at det underliggende budskab går tabt. Ikke at vi hér taler om en universel kommunikationsform, som ALLE forstår; blot, at mange mennesker lytter og forstår, når kroppen taler. Det er som om vi ikke kan forlade dén del af vores evolution, lægge den bag os, og blive rent hoved, eller rene emotioner - vi er hele tiden ikke færdig med kroppen, og jo mere vi stimuleres gennem kroppen, desto bedre har vi det. Måske er det ret og simpelt en projektion fra min side - men jeg føler, at publikum forstår hvad det vil sige, at kroppen er med i teksten, at teksten er rytmisk, og at det ikke skal være versefødder, ikke tankens idéer om de perfekte mønstre at lade sig begrænse og inspirere af, men åndedrættet, den fysiske krops åndedræt, der skal skabe rytmen, alt mens kroppen forsøger at finde en måde at udtrykke dét på, som ikke kan kommunikeres i ord eller artikulation. Rytme. Livsrytme.

Jeg vil berøre folk fysisk. Kald det fysisk berøring gennem ørerne. Jeg vil give dét til mennesker, der lytter, som jeg selv ønsker mig. En oplevelse af ikke at være fysisk alene. Noget, der overskrider den eksistentielle ensomhedsgrænse. Jeg er sikker på, at min vej kun kan rumme et større fokus på netop dette. Sammensmeltningen af dét, mennesker behøver at høre, både det behagelige og det ubehagelige, med oplevelsen af ikke at være alene.

Felicia spørger: Når jeg skriver “Selvpromovering”, - hvor langt ville du gå mht. det?

Krabat: Slikke pik og kusse på de rette, mener du? Tja, det kunne være oplevelsen værd, hvis de selv ulejligede sig hen til min lejlighed. Men derudover… Jeg har sagt tak med vin for behandling, jeg ikke kunne forvente. Jeg har haft alle hårfarver og apart fremtoning. Jeg har opført mig på mit elskværdigste og mit mest arrogante, og sjældent lagt skjul på min uvidenhed eller på min viden. Eller kunnet skjule nogen af delene… Jeg har ingen pli i ordets programmerede betydning, og er sjældent blevet inviteret tilbage på bonede gulve, jeg har besøgt. Jeg er elendig til at fastholde kontakter med folk ud fra et “brugs-synspunkt”, netværket, du ved. At sælge mig selv til en arrangør, der ikke tænker på mig, men på omsætning, betragter jeg som forhindring snarere end udfordring, men jeg har ingen nedre grænser med hensyn til stedets beskaffenhed - hvis man vil høre mig læse op. Og i dag er jeg sikker på, at jeg ikke længere kan korrumperes af smiger og mediebevågenhed - hvilket meget nemmere kan ske, når man er ung/yngre, og stadig tror at nogen hjælper én for ens blå øjnes skyld.

Jeg tror, jeg vil gå så langt, som det er nødvendigt - uagtet den offentlige opinion. Men behovet for promovering overskygges i stigende grad af behovet for arbejdsro, sindsro - så… der er lidt langt til at teste den sidste påstand. But try me.

Felicia: Kenneth Krabat har udgivet flere digtsamlinger, [hvoraf Dagens Digt 2000 er optaget i nationalbibliografien; et positivt tegn på, at digitale samlinger, der aldrig har set et stykke trykt papir, også kan regnes som litteratur.] Jeg har faktisk lige købt “elskede elskede” på Saxo.com og været nede og hente den i dag. Ih, den ser lækker og spændende ud. Så jeg vil selvfølgelig gerne høre: Hvilke råd vil du give andre håbefulde digterspirer hvis de ønsker at få udgivet en digtsamling?

Krabat: Begynd med at skrive en digtsamling…

Og sørg for at være ægte glad for alle teksterne i samlingen. Ligesom ingen ord i et digt må kunne undværes, må ingen digte i en samling være overflødige.

Lad samlingen hvile, når den føles færdig. Afsending til forlag efter sidste punktum er sat snyder digteren for muligheden for at blive sikker - og lægger dette sidste ansvar før afskibningen til de faktiske læsere fra sig og over på en redaktionel bedømmelse, inden digteren selv har haft tid til at nyde barnet. Men hvis digteren er sikker på, at barnet ér, som det kan være, så af sted med det! Hellere gøre brug af opskrivningen i vuggestuen i dag end i morgen - din nabo er jo også lige nedkommet!

Felicia: ha ha, sjov sammenligning Men det er jo svært med digte. Hvis jeg nu påstår: Ingen læser digte i dag. Hvad siger du så?

Krabat: Nå. Og hvad så?

Hvis menneskene mister behovet for digte, så gør vi dét. Som mange specialarbejdere - f.eks. rebslageren og gørtleren - er blevet erstattet af masseindustri, kan også digtningen og kendskabet til digtning risikere at blive rationaliseret bort. Hvis ingen kan tage et hvil i lænestolen uden en fjernkontrol i hånden, så er det jo dét. Behov der stilles, behov der opfyldes; vi skriver manuskriptet selv. So to speak…

Felicia: Nu er jeg lidt nysgerrig: Hvor lang tid er du om at skrive en digtsamling? Du kan eksempelvis tage udgangspunkt i “elskede elskede” (Lindhart & Ringhorf, 2003)?

Krabat: 9 år fra undfangelse til tryk. Det var en exceptionelt svær bog at skrive. Alene titlen - elskede elskede - tog mig fire år at finde. Og først da kunne jeg begynde at konstruere den komplicerede DNA-lignende struktur, bogens tekster er bygget op omkring.

Det tager den tid, det tager. En samling er ikke færdig, før den er færdig. Om end man sagtens kan få den tanke: “Hvis ikke den kommer ud af huset nu, kommer den aldrig ud…” Men den ér ikke færdig, før digteren dømmer den afsluttet som projekt. “TOG det 20 år?! Okay, jeg håber ikke, du har lidt afsavn imens. Og blev den så god?”

Felicia: Fortæl lidt om dit “Skrive Et digt om dagen” projekt, som du havde kørende i 2000 og også har kørende i år. Hvad får du ud af at arbejde på den måde som digter?

Krabat: Nærvær i skriften er for mig orientering i verden. Sideløbende er jeg i færd med en roman, som kommer til at tage lang tid, så snarere end at være inaktiv og ikke få mit fix…

Nej, alvorligt: Den første dagens digt-serie fra 2000 var et forsøg på at skrive hver dag, ud fra et kvalitetskriterie der rummede stor selvtilgivelse - jeg lavede simpelthen en kontrakt med mig selv om at slække på mine krav til mig selv, hvis det jeg skrev ikke blev godt nok. Flere har sagt, at det som helhed er det bedste, jeg har skrevet, hvilket jeg ikke er enig i, men processen med at skrive et dagligt digt, på netop dét tidspunkt i mit liv, er det bedste jeg nogen sinde har gjort. At holde fast, koste parforhold eller hvad det skal være, så bare holde fast i at få skrevet dét fåkking digt! (Jeg vågnede af og til hen over den bærbare, med tastaturmærker i panden…)

dd2006 har et andet udgangspunkt: Jeg kom hjem midt i januar fra en rejse til Peru, jeg havde fået fondsmidler til som led i research til “romanen”. Det der med at administrere pengene, og gå rundt og være bange for, om skattevæsnet nu ville plukke mig eller hvad (hvilket de er i færd med at forsøge på), samt en lang række desillusionerende oplevelser i Peru, hvoraf oplevelsen af min egen person spillede en ikke uvæsentlig andel, havde ved hjemkomsten sunket mig i et dybt hul af sorte tanker. I modsætning til tidligere var jeg denne gang i stand til nærmest omgående at registrere det ske, og besluttede derfor at tage medicin mod selvmordet… - ved at indgå en ny kontrakt med mig selv, der i det mindste ville udsætte afskeden til efter kontraktens udløb (man holder vel, hvad man lover…). Kvaliteten er muligvis mere svingende end i dagens digt 2000 - det ér dog svært at afgøre med næsen helt nede i det - men det daglige digt giver mig lejlighed til her og nu og i overblik at se de tematikker, der bevæger (sig i) mig. Og at opleve mine begrænsninger på en selvkærlig måde. Med mulighed for at udfordre mig selv til at gå andre veje, afprøve andre indfaldsvinkler eller simpelthen forsøge at skrive anderledes, hvis jeg oplever, at min skrift eller indholdet keder mig.

Som kunstnerisk projekt rummer begge dagensdigt-projekterne arbejdet med tidsmæssig afgrænsning. Digteren afkræver sig selv et nyt digt af en “vis” standard hver 24. time, igennem et helt år, der “som bevis” oploades til en offentlig tilgængelig server, samt til en række abonnenter, uanset hvor digteren befinder sig, uanset omstændighederne han befinder sig under - overnattende fremmede steder, uden egen netforbindelse, uden egen computer, uanset graden af beruselse, berøvelse, bedrøvelse… eller hvad der ellers måtte røre sig i digterens liv. Deraf valget af bloggen som medie, der kan accesseres fra alle computere med en netforbindelse.

På denne led bliver (ikke usædvanligt) digterens liv sat i scene, i centrum - men i modsætning til almindelig digterisk selviscenesættelse, rummer denne model ikke muligheden for at gå tilbage og slette det uønskede. Uønskede dage, uønskede minder. En dag “repræsenteres” af et digt eller en kortprosatekst. Hvorved oplevelsen af den kunstneriske selviscenesættelse rykker tættere på oplevelsen af “det almindelige menneskes” gode og dårlige dage, og dermed muligheden for den enkelte læser at identificere sig med digteren-som-menneskelig-repræsentant ud fra subjektive litterære, dramatiske og sproglige kriterier.

Relationen “modtager-skaber” er således i højsædet. Digteren iscenesætter sig selv for at give modtageren mulighed for at erfare, at ikke blot svinger kvaliteten af skabelse “helt naturligt”, men kvalitetsvurdering følger af svingning; står i relation til kontinuerlig forandring. Og at foranderligheden, i det kontrollerede produkt (dd) såvel som i livet (modtagerens liv), således er betinget af trangen/viljen til at se, være i strømmen. Nærvær.

Eller sagt mindre mentalt: Alting forandrer sig hele tiden. Kun ved at bestræbe sig på oprigtigt nærvær (i nuet), vil man (siden hen) kunne forholde sig kvalitativt til noget som helst, kende sin placering i verden. Den enkelte menneske har og ér sandheden om sig selv, hvis vedkommende er til stede NU.

Felicia: Du var en af de forfattere, der valgte at gå fra Lindhart & Ringhof i 2005 i protest mod forlagets behandling af Martin Glaz Serup, som forlaget brød deres kontrakt med fordi de ikke mente hans bog ville sælge nok og samtidig hængte hans salgstal og gamle anmeldelser ud i pressen. Hvad har hele denne affære betydet for dig privat som professionel?

Krabat: Tja, jeg blev lovet retslige tæv af formanden for danske dagblade, fordi jeg uden at have bedt om lov på mit website under titlen “Sagaen om den smalle ulæselige usælgelig litteratur” publicerede alt, hvad der blev skrevet om sagen i danske og norske aviser. Selvom jeg ikke har voldsomt varme følelser for Martin Glaz, så var sagen af så principiel karakter, at jeg brugte 14 dages skrivetid på at indsamle artikler og tale med forfattere om sagen. Meget tilfredsstillende således at skide på mine personlige følelser og knokle på med at rette op på en uretfærdighed, der berører ikke blot hele faget, men alle led i bogfødekæden.

Jeg er ikke bekymret for min røv. Når jeg har en ny færdig bog, er den god. Og så er der et forlag, som trykker den. Ellers gør jeg det selv. Ingen fine fornemmelser hér. Blot ønsker jeg mig en god redaktør at sparre med - ud over et praktisk salgs og distributionsnetværk er forlagene blot mennesker underlagt særlige vilkår, og nogle er fede, og andre idioter. Og jeg er sikker på, at forlagsfolkene tænker det samme om deres forfattere. Det er et arbejde. Intet andet. Særlige vilkår, særlige evner, javist, men sådan er det med alle brancher - nogle mennesker har større talent for deres job end andre.

Felicia: Hvordan synes du vilkårene er for digtere, der vil udgive digtsamlinger i dag?

Krabat: Noget nær de samme, som de altid har været - lidt flere manuskripter i bunken hos forlæggeren, men samme kontraktlige kriterier, samme lille oplag, samme jævnlige forsøg på at snyde debutanter for rettigheder eller penge, samme højloftede forlagslokaler, samme gratis sodavand og en time i stolen til at ryste og bæve ved anstrengelserne ved at syne seriøs, eller det modsatte, samme venlige mennesker der forsøger at få én til at slappe af.

Blot… er der færre forlag, som synes, de har råd til at satse på udgivelser, der med al sandsynlighed ender om som “smalle”, dvs. meget lidt sælgende. Der er ikke længere prestige i lyrik. I dag er der prestige i at have et forlag, som giver overskud, nærmest uanset hvad.

Felicia: Du debuterede, som 24-årig med digtsamlingen “…Naiv?Sagde det nøgne barn (Borgen, 1987), som fik hårde ord med på vejen fra flere anmeldere - hvordan tacklede du kritik dengang og hvordan tackler du den i dag?

Krabat: Poul Borum bar mig hele vejen til forlaget; en personlig anbefaling til Borgen, jeg ikke har en kopi af, men som endte med ordene “… ren ild!”, fortalte mig éntydigt, at nogen kunne se noget i dét, jeg lavede (selvom jeg ikke selv havde andet at gå efter end lysten til og glæden ved at skrive). At der var andre, som var mere skeptiske, forstod jeg så ikke (jeg var 23 og anede intet!); hvordan kunne der være denne enorme forskel i opfattelse?

Dén holdning er så blevet tempereret med årene, al den stund jeg har læst, set, hørt og mødt diverse anmeldere/kritikere, og ser at de er mennesker, som jeg selv. Og at de bare står for dét, de står for - dem der er sig selv nok, dem der promoverer sig selv skamløst, dem der er lige glade med om de har sanset bogen eller ikke, bare de overholder deadline, dem med sindssvagt høje litterære kriterier, dem der ikke kan lege osv osv osv - måske lige så mange kritikere/anmeldere, som der er digtertyper. Og selvom de kan (forsøge at) dræbe en bog, hvis de virkelig er hårde dén dag, må den uheldige efterladte blot håbe, at der er andre anmeldelser, som kan opveje eller perspektivere drabet eller forsøget på drab.

Og hvis ikke, der er… og dét er ganske ulideligt…! så løb anmelderne på dørene, bestik dem med rødvin til i det mindste at VÆLGE at læse bogen frem en anden fra bunken; den slags er helt legitimt, fordi der helt reelt set ikke er så mange veje ud til de bogkøbende forbrugere (anbefalinger på nettet fungerer dog genialt til at sprede budskabet, men skaber ikke flere læsere generelt).

Felicia: Tænker lige indskudt, at vores metode med at bestikke vores “læsere/lyttere” på Poesiens dag med æbler nok ikke er så tosset endda.

Krabat fortsætter: Det er en business at skrive, og man skriver sig ind i en måde at gøre tingene på, man ikke har mange chancer for at ændre på, med mindre man tilfældigvis er genial i anmeldernes øjne, har et pisse attraktivt cover/lækkert layout, eller er svine god til at hype sig selv (Dan Brown-effekten). Det ér business derude, forlagene, trykkerne, bogdistributionen, bibliotekscentralen, boghandlerne, bibliotekerne, anmelderne, kritikerne, læserne - der er mange led i fødekæden, og følgelig mange steder, hvor det kan gå galt. Selvom det optimale var, at det gik godt i alle led. Men det gør det sjældent. Man må leve med “hullerne”.

Så, får jeg hårde, uforstående anmeldelser i dag, prøver jeg at se på, hvad denne anmelder normalt plejer at sige, mene, opføre sig som… og forsøge at afgøre hvor meget af anmeldelsen, der er henvendt til mig, og hvor meget til (mit) publikum. Men det må siges, at det værste ikke har været anmelderne, om end Martin Glaz’ karaktermord på “elskede elskede” i Fynsk Stifttidende 2003 kommer tæt på… men derimod en lektør på bibliotekscentralen (der som institution producerer de udtalelser, som bibliotekerne baserer omfanget af indkøb på).

Jeg har fra pålidelig kilde, at dén inkompetente nar, der udtalte sig om “elskede elskede” og foretog et karaktermord på den, så den blev utilgængelig for de danske biblioteker - samtidig med at vedkommende blærede sig med viden om mit digitale forfatterskab - ydermere har myrdet mindst én anden bog af en velkendt, dansk forfatter. Og at rådet, der sidder over lektørerne, kender til vedkommendes inkompetence. Men denne lektør er umulig at fyre alene på inkompetence. Ligesom anmelderne.

Men ville vi undvære regnen og stormen, fordi vi fik lidt modstand på gåturen? Bøger skal regnes i år. De er børn, for fanden. De findes. Hvad enten nogen anerkender dem eller ej. Et rosende ord er aldrig af vejen, men kan aldrig være den egentlige grund til at vedblive med at skrive. Der må være et andet behov end dét.

Felicia: Nej, selvom ros er skønt, ved man aldrig om den kommer, så det vil være for skrøbeligt at basere sin grund til at skrive på det. Men ros skal Kenneth Krabat nu have!! I stor stil for hans gavmildhed i at ville bruge sin tid på dette interview. Det er vi meget glade for! Og det kan godt være at nogen har forsøgt at myrde “elskede elskede”, men helt er det nu heldigvis ikke lykkedes. Det vidner det eksemplar om, der ligger på mit bord. Åh, er det noget bedre end at åbne en helt ny urørt bog? Må tilstå jeg allerede har kigget lidt i den og de digte jeg lige har læst lever i bedste velgående. Og mere end det: de strutter af liv og kærlighed!!!

Vi har fået lov til at bringe et digt fra elskede elskede. Her er et af mine favoritter:

I virkeligheden hvad 4.:
For mig
har der aldrig været en grund til at elske
der var liv
og så var der efterkærlighed
aldrig et ja eller et nej
ja til at elske
nej til at elske
jeg ville nemmere
langt nemmere
ku have bifaldet kirurgisk bortfjernelse af mit hjerte uden bedøvelse
Kærlighed var alt der var
kontrollerede alle mine bevægelser
kontrollerede alle mine vågne øjeblikke
myrdede mig med ubrugte følelser
myrdede mig med følelser jeg hverken kunne forstå
eller tage ind
jeg var ikke en del af kærlighed
jeg var ejet
uagtet at jeg kæmpede for at stå imod var jeg intet
i sammenligning med dette vidunderlige uhyre der fortærede mig

”Citeret efter princippet om copyleft. Værk: Kenneth Krabat, elskede elskede. Udgiver: Lindhardt og Ringhof. Udgivelsesår: 2003. Må ikke bruges i kommercielt øjemed, og må kun udprintes til papir efter CopyDans regler om honorering af ophav ved massekopiering. Citeret af THE PINK APPLES”.

Læs meget mere om Kenneth Krabat på hjemmesiden:

http://krabat.menneske.dk/

Oversigt over Kenneth Krabats udgivelser finder du her:

http://krabat.menneske.dk/_bagkatalog/

Links til Kenneth Krabats Dagens digt 2000 & 2006:

http://krabat.menneske.dk/_dagensdigt/

http://krabat.menneske.dk/dagensdigt2006

Lån Kenneth Krabats bøger på biblioteket. Bestil her på bibliotek.dk og afhent på dit eget lokale bibliotek:
Bøger & artikler om/af Kenneth Krabat på biblioteket

Hvert år et nyt “Årets digt” for Poesiens Dag. Og -
Årets digt i år er af Marianne Larsen -

Marianne Larsen 2006

Hvad er Poesiens Dag for noget? Vi har rodet lidt i gemmerne og fundet ud af, at Jytte Abildstrøm tog initiativ til showet i år 2000. Så er der kommet flere prominente til såsom Lene Poulsen (skuespiller) - der for øvrigt har den flotteste badedragt JEG nogensinde har set - der har gjort det til en kær tradition at samle en masse kunstnere i Frederiksberg Have den sidste søndag i august. Det har hun faktisk gjort i nogle år nu så hatten på for Lene Poulsen!
I år kan man af kendte kunstnere bla møde: Mona Larsen med magi i luften fordi hun læser så fine digte op, og Benny Andersen og Claus Høxbroe (ham vil JEG personligt gerne ha’ en digtsamling med - især den der hedder Hylet og som snart kommer på gaden - og det er INGEN byttehandel; han behøver ikke at købe MIN digtsamling som udkom sidste år på forlaget BOD.dk men det ville da være pænt af ham.)

Og så kommer Viggo Madsen og Bo Lille, Frederik bjerre Andersen og Kenneth Krabat. sidstnævnte holder jeg meget af. Han er min/vores mentor - mere om det senere.

Af mere ukendte størrelser kan nævnes SLOTSDIGTERNE der ofte har den bedste plads i Haven, selvom det er lidt surt at vi ikke må ha’ web-dingenoter og små smarte hentydninger til de bøger vi evt. har udgivet på Poesiens Dags site..
Men jeg tror det handler lidt om at være kendt eller ikke kendt. Og da slotsdigtere normalt ikke er en prut kendte - vi kunne være fodgængere i Thy eller et stakit omkring Frederiksberg Have så lidt pyt i panna med det vi har jo fået fornøjelsen at være med?

Det der ER med os - eller - lad mig tale om mig selv og Felicia - VI er de glade amatører der aldrig har udgivet noget på anerkendte forlag. Vi er heller ikke sangerinder, skuespillere eller harpespillere. Vi er til gengæld The Pink Apples og vi glæder os sådan til Poesiens Dag fordi vi skal stå der med vores små frugter og dele ud til hver og én der kommer og går forbi - og selvfølgelig vender tilbage igen - og går forbi.

Felicia Lensborn + Lonni Krause = THE PINK APPLES!!!

Her ses vi, Felicia og Lonni, som vi figurerer på Poesiensdag.dk:

På genlæsning

Lonni Krause
^^^^^^^^^^^^^^^^^^^^^^^^^^

Slotsdigtere: (og der er plads til flere af vores slags!)
Felicia Lensborn - En del af duoen: The Pink Apples.
Denne kvinde læser op af egne digte. Bemærk især de erotiske! Men noveller og andet godt vil også følge. Der er noget i gærde med denne Lady og hvad det kan være kan vi bare håbe på, hun skriver sejt!
Felicia Lensborn kan desuden læses på www.poesi.dk og www.digte.dk!

Lonni Krause - En del af duoen: The Pink Apples.
Denne kvinde læser op af egne digte, ligefra erotik til family-matters. Ellers vil hun hovedsaligt gå i dybden med sin nye digtsamling, “Nødvendige Ruter” der vil være i boghandelen omkring juletid 2006. Den vil også kunne skimtes på Bogmessen i Forum 2006 hvor Lonni Krause læser haikudigte op med 14 andre forfattere fra Den Danske forfatterforenings Haikugruppe.
I november er hun for øvrigt med i “Underskoven 2″, en antologi redigeret af forfatteren Bo Lille.

Du kan læse digte af hende www.poesi.dk og HaikuDanmark.dk!

……………………………………………………………….

Og lige til sidst: Vi spurgte formanden for poesiens dag om vi måtte få præsentationer af hvad vi nu havde tænkt os at lave på Poesiens dag - ligesom alle de kendte poeter, you know. Men grundet manglende resourser er det ikke muligt for SLOTSDIGTERE at blære sig bare lidt..

Altså vi tigger ikke vel, men de rige og smukke kultur-elskere KUNNE måske tænke på at lægge mere i digterhattene når de går rundt igen. For det kunne komme de ukendte - men aldeles ikke ringere digtere og forfattere til stor hjælp! Engang til næste år måske?

Lad ikke kulturen sulte!

Hæng på her!

festligt og fornøjeligt

Felicia og Lonni