Felicia spørger: Hvad er en digter?
Mikael svarer: Det ved jeg ikke. Jeg ved kun hvad for en digter jeg er. Jeg er en undersøger. Jeg undersøger sprog, temaer. Jeg prøver at kunstmale med ord. En digter er vel også en med noget på hjerte. Om ikke andet så støv. Måske er en digter et barn, der viser far og mor den fine tegning igen og igen – men de gider ikke se den. En digter er en sprogarbejder, et gammelt barn, en barnlig gammel. En undrer, en beskuer, en seer, en savlende sexbesat. Det er i hvert fald en der bliver høj af ord. Sine egne. En digter er en meget selvoptaget person. I hvert fald hvis den digter er mig. Men så er der det frirum i sproget, hvor man på en gang er mere i kontakt med sig selv end nogensinde – og samtidig lykkeligt fri af sit selv. Det er det jeg går efter, det er der hvor hånden trykker på pumpen og sender sproget lige ud i blodbanen. En digter er en musiker med tastaturet som orgel, simpelthen.
Felicia tænker: Wow: ”En musiker med tastaturet som orgel”. DET er fedt formuleret! Kommer i samme åndedrag straks til at tænkte på Søren Ulrik Thomsen og dokumentarfilmen ”Jeg er levende”, som Lonni og jeg så sammen for nylig ved et af vores ”skrive-træf”, hvor han også snakker om Poesi, som musik og al det rytmiske der ligger i sproget.
Jeg kommer aldrig til at se på tastaturet på samme måde igen. Fra nu af vil der strømme toner fra det - og en tanke vil strømme over til Mikael 
Ellers er her rigtig mange ting jeg kan tilslutte mig – det der med at blive høj af sine ord og måske være lidt selvoptaget af DET engang imellem 
Men billedet af barnet der viser mor og far tegningen er kært, så jeg vil skrue tiden tilbage og stille Mikael et par spørgsmål om, hvordan det hele startede: Din digterkarriere begyndte med…
Mikael svarer: At jeg drak og drak og drak. Og spiste piller og røg hash. Og røg ind og ud af psykiatrisk. På et tidspunkt følte jeg at svendebrevet var lige om hjørnet. Nu vidste jeg hvordan jeg ikke skulle leve. Findes der et bedre udgangspunkt? (Jeg ved stadig ikke hvordan man lever, jeg syntes det er så voldsomt med busser og elektricitet og minimælk og alt det).
Felicia spørger: Er der en barndomsoplevelse der indikerer at det skulle blive lyrikken der sejrede?
Mikael svarer: Ikke andet end at jeg var lystfisker, og når jeg lystfiskede fik jeg sådan en poetisk følelse når jeg så ud over vandspejlet. Nu fisker jeg altså ord. Derudover, har jeg en vanskelig opvækst til fælles med de fleste andre kunstnere, jeg har mødt. Og selv om nogle kunstnere vil bruse af irritation over sådan en påstand, så er det altså min erfaring. Nogle kunstnere benægter det måske – og gør sjov kunst ud af smerten. Men jeg har set deres kæber dirre af nogle anderledes og bagvedliggende følelser. Man kan ikke lyve for et hjerte. Sådan set. Og Ja. Suk.
Felicia tænker: Nej, hjertet SER, og måske skal det have set lidt af hvert, følt lidt af hvert, for at have dette behov for at dele ud til andre? Kunstnere er i hvert fald sjældent mennesker, der har levet livet ”i lige linje”. Det gælder også mig. Jeg elsker også at kigge udover vandet, som heller aldrig bliver det samme, for selvom jeg har fundet mange digt-linjer dér har jeg aldrig lige set det billede med at fiske ord op af vandet. Tak Mikael
At fiske ord må være blandt en digters fornemmeste opgaver. Så jeg får lyst til at spørge: Hvad er en digters opgave(r)?
Mikael svarer: At gøre sit arbejde så godt som muligt, det vil sige, bedre end muligt. For digteren kan mere end digteren – og hans største job består i at finde ind til den rigtige digter. Barnet, filosoffen, oldingen, videnskabsmanden, guden. Endnu en gang, man kan ikke lyve for et hjerte – og man kan ikke fremtvinge poesi med hjernen. Poesi skrives med fingrene, med jord, med dufte med regn og sol og sommer og vinter og hele pivtøjet. Sommetider ses virkelig lærde på papiret, de har ikke skyggen af poesi i sig. Det kræver altså en drukblødning fra halspulsåren at skrive med blod. Sludder. Selvfølgelig kan lærde skrive poesi. Det er bare ikke nogen selvfølge at fordi man er phd, så er man også en god digter. Men man kan sagtens være det. Jeg syntes f.eks. At Annelise Marstrand Jørgensen er en god og belært poet. Morten Søndergaard, Thøfner, Pia Juul, Søren Ulrik, Bo green, hele det slæng. Men altså, ingen slår F. P. Jac. Og den eneste læreanstalt han har gået på er promillernes teaterskole.
Felicia tænker: Ingen slår Pablo Neruda! Okay, okay, F.P. Jac er fed, og jeg har, ligesom mange andre, en svaghed for Søren Ulrik. Fedt formuleret med de her forskellige digtertyper man kan have indeni. Det er fedt set og det er jo ganske rigtigt, at det er sådan det er. Nogle gange skriver man, som om man har levet flere liv, andre gange, som om det er første gang man ser alting. Og ja, det er nok en god ide at slå ”hjernen” lidt fra ind imellem, når man skriver – i hvert fald i den ”indledende” fase. Men hvor meget må man tage med ind i sin poesi? Jeg spørger Mikael: Hvis jeg siger poesi og politik, hvad siger du så?
Mikael svarer: Fint. Så siger du jo det. Og så siger jeg: Fint. Og så har jeg sagt det. Jeg ser ingen modsætning mellem de to ting. Det hele handler om vinklen, synet. At være seende, at kunne få øjeæblet derind, hvor ingen andre har været.
Felicia tænker: Der, hvor inden andre har været. Hm! ER der mon steder ingen andre har været? Så Mikael: Nogle mener at der ikke er flere nye ord under solen. Alt er skrevet. Hvad siger du til den påstand?
Mikael: Den kan jeg modbevise med et dertillejligheden nytryllet ord: Printerskid.
Felicia tænker: En printerskid må være det dér papir, man endelig får hevet ud efter printeren har forsøgt at tygge det i små bidder og endelig til sidst beslutter at sende det igennem tarmkanelen, men så får forstoppelse. Nej, måske er der ikke skrevet nogen digte om en ”Printerskid”? Men gad også vide om nogen gad læse det? Eller gider folk i det hele taget læse digte? Så Mikael: Endnu en påstand: Ingen læser digte i dag. Hvad siger du til den?
Mikael: Det tror jeg, der er mange der gør. Men ikke lige så mange som køber vaskemaskine og udstødningsrør. Vi lever i et hurtigt samfund, fordybelse, og digte kræver fordybelse, er ikke oppe i tiden. En gang imellem møder man en eller anden freak, der er helt hooked. Poesijunkie. Sådan en er jeg også. Jeg elsker poesi. Jeg bliver høj af poesi. Og jeg får nedtur af poesi. Jeg lever med det som man lever med en utro kvinde. Man bliver lovet og lovet. Man tror det holder, denne gang. Men så finder hun bare en ny måde at snyde dig på. Poesien er en kat, den går kun sine egne veje. Nogle bliver så copykatte – for det er så hulens svært at leve med det lykkehjul. Hvordan falder ordene i dag?. Nå ikke.
Felicia: Nej, det er ikke altid nemt at leve med poesi eller i poesiens verden, så jeg spørger: Hvordan forenes “det ydre liv” med “digterens liv”?
Mikael: Det går fint med Kunstfondens underskrift på checkhæftet. Jeg farer rundt og undertrykker min lyst til at skrive. Førhen kiggede folk ned i jorden, når jeg sagde jeg skrev digte. De ville straks vide om jeg kunne leve af det. Foreløbig og de næste tre år, kan jeg jo så sige: JA. Og jeg kan dø af det. Eller grine af det.
Felicia: Det må også være FEDT at kunne! Men når du nu ikke har en phd: Er der nogle forfattere - afdøde som nulevende - som du har stået i mesterlære hos?
Mikael: Ja, selvom de ikke ved det. F. P. Jac, Søren Ulrik Thomsen, Tom Kristensen, Tove Ditlevsen. Og så Simon Grotrian, men han ved det. For det var ham der skrev til mig – og foreslog det. Et helt igennem lærer til elevforhold. Og gud hvor jeg lærte. Frank Jæger, Dylan Thomas, Gustav M Petersen, Ekeløf, Rilke og i den dur. Hov for resten. Strunge. Ikke glemme Strunge, han var en fremragende digter.
Felicia: Fremragende digter kan også hæftes på dig Synes jeg. Beskriv din skriveproces. Hvordan “åbner” du et digt?
Mikael: Først og fremmest må der være noget der presser på. Et tema, et ord, en stemning. Så skriver jeg det ned, giver mig til at arbejde, kasserer det. Slukker maskinen, ringer og skælder min kæreste huden fuld. Så prøver jeg måske igen. Derefter ringer jeg hende op, og er direkte råbende, perfid og uhyre ond. Måske ringer jeg så senere og fortæller om kærligheden, ikke kun til hende, men til hele verden. Hvis digtet er gået hjem, er jeg en utrolig kærlig fyr, ja direkte åndelig og mild. Alt afhænger af digtet, når jeg har det sådan. Med prosaen er det ikke så slemt, der har jeg det bare konstant dårligt.
Felicia spørger: Uh, det lyder intenst! Sig mig: Er du altid i gang med ord?
Mikael: På en måde. Især i skriveprocesser. Der leder jeg efter ord og betydninger i alt. Men hvis det hele tæller med, læsningen, musikken, film osv. Så er jeg meget ofte i selskab med ord.
Felicia spørger: Ind imellem skal alle disse ord også ud af munden: Kan du huske din første digtoplæsning? Fortæl os om den.
Mikael: Jeg var på Antabus – og så blev der delt øl ud. Jeg råbte vredt ad arrangøren, så hans hænder senere rystede når han gav mig en sodavand. Jeg læste noget bræk op – og følte mig som en stjerne. Gik i øvrigt på druk senere på aften, endte på hospitalet hvor jeg fik modgift mod antabussen. Se, det var en rigtig historie, det egentlige digt.
Felicia spørger: Jo, sikke en historie ;). Nu skal du jo læse op til Poesiens Dag. Er der noget du for alt i verden ikke ville læse op?
Mikael svarer: Næ.
Felicia spørger: Når jeg skriver “Selvpromovering”, - hvor langt ville du gå mht. det?
Mikael svarer: Jeg har aldrig gjort noget, overhovedet for det. Men jeg ville vel gå så langt som det krævede, hvis min ambition var at blive berømt. Men at blive berømt er vel bare at ville have nogle, en masse til at elske sig, fordi man ikke elsker sig selv. Det hårde arbejde er altid indeni. For husk, Man kan ikke lyve for et hjerte.
Felicia tænker: Ja, det hårde arbejde er selvfølgelig alt det der ligger ”før” man når så langt til bare at tænke ordet ”selvpromovering”. Hvilke råd vil du give andre håbefulde digterspirer, hvis de ønsker at få udgivet en digtsamling?
Mikael svarer: At skrotte den og blive tømrer. Eller Social og sundhedsassistent. At blive digter er at leve på bunden og på toppen, altid med dødens ånde i nakken.
Felicia tænker: Det råd kan jeg altså ikke bruge. Sorry Man kan jo ikke lyve for et hjerte, vel? Så jeg bevarer stadig troen på at, en skønne dag, så - jeg spørger: Du debuterede i en forholdsvis sen alder (som 37-årig - hvis man ser bort fra dine to første digtsamlinger, som du selv har smidt ud). Hvordan oplevede du det, pludselig at kunne skrive forfatter på dit visitkort?
Mikael svarer: Jamen jeg var lige blevet clean efter en 20 år lang druktur. Så jeg syntes jo jeg var fantastisk. Jeg fattede ikke at kvinderne ikke lå for mine fødder med åben mund og parat. Jeg tror jeg fik lidt storhedsvanvid. Men den ros skal anmelderne nu alligevel have. De får det lynhurtigt pillet ud af mig igen. Og så effektivt og grundigt, at jeg dårlig føler jeg kan bestride et avisjob bagefter. Man skal huske på, at jeg fra begyndelsen af, har haft både Lars Bukdahl og Erik Skyum imod mig. Det er faneme ikke let at skabe sig en karriere med de to hovedanmeldere mod sig. Og derfor er jeg OFFER. Og derfor tænker jeg hver gang, jeg skal vise dem. Og så piller de mig endnu længere ned, Bukdahl med sin tydelige afsky – Skyum med sin tavshed. Tavsheden er den værste kritik man få, den er SÅ STRAFFENDE. Så er det mere fair med Bukdahl, der bare ikke kan lide mig. Men dybest set repræsenterer de jo bare den store faderfigur. Og min far er død, så jeg må se at komme over det. Jeg er faktisk begyndt at indstille mig på, at jeg skal klare mig igennem uden Fars ros. Det ærgrer mig bare, for det er jo fyre der kan læse, og derfor forstår jeg det ikke. For jeg er jo god. Det må de da for fanden kunne se. Og så er jeg ingen Copycat. Jeg har lagt mig i helt mit eget spor.
Felicia: Nej, det forstår jeg heller ikke, specielt ikke efter, at jeg netop har læst ”Havet under huden”: Wow! Kan stadig fange mig selv i, at blive forundret over, at jeg stadig kan blive forundret, når jeg læser ”nye” digtsamlinger og tænker: Wow! Som bærret på toppen af kagen har vi afslutningsvis længere nede et digt derfra: Glæd jer! Måske har det ikke regnet med roser fra de ”rigtige” skyer, men: Siden din debut-digtsamling “Havet under huden” udkom i 1998 har det regnet ned over dig med legater. Hvordan har det føltes?
Mikael svarer: Det har føltes godt for købmanden og for mig. Og lad os nu lige. Jeg er taknemmelig, ovenud endda, for ALLE LEGATERENE, uden undtagelse, men jeg har jo stadig ikke det samme om året som en rengøringskone. Undtagen lige nu, hvor jeg har fået det treårige. Nu har jeg det samme som en buschauffør. (Hvis han piller lidt ved skiverne for kørehviletid).
Felicia spørger: Du har kredset meget om din barndom og ungdom i dit forfatterskab, såvel i dine digte, som i din debutroman “Opløb”, og har udtalt at disse kan ses, som resultatet af en slags selvundersøgelse. Er denne selvundersøgelse af din fortid bragt til ende? Og hvad vil du i så fald skrive om?
Mikael svarer: Alt det andet, forhåbentlig.
Felicia spørger: Alt det andet kunne være naturen. Du kredser meget om himlen, havet og solen i din første digtsamling “Havet under huden” og videre ind i den næste “Pokalhjertet” fra 2000. Hvad betyder naturen for dig i forhold til din poesi?
Mikael svarer: Naturen er poesi. Vi er poesi, vi er ild og vand. Vi er til.
Felicia spøger. Så til allersidst her: Du er redaktør og anmelder på websiden Poesi.dk (Øverste Kirurgiskes webtidsskrift for poesi og litterære eksperimenter).
Hvordan vil du sige, det står til med den spirende poetiske talentmasse, hvis du skal tage udgangspunkt i de mange digte I modtager både på Poesi.dk, men også ud fra de digte du har skullet vælge imellem i de skrive-konkurrencer I har haft under “Poetik-hjørnet”, som du styrer?
Mikael svarer: Det står godt til. Kvaliteten er høj. Højere end jeg havde forventet. Bare vent, der kommer en del debutanter med tiden, som har rødder hos os. Sure. Se nu bare Felicia Lensborn og Lonni Krause, for nu at tage to eksempler I aldrig har hørt om før.
Felicia tænker: Uh, sikken en lækker afslutning Jeg er vild med folk, der overrasker mig og som har humor - jeg griner også lidt, fordi her på Urban bloggen, er der nok ikke mange, der aldrig har hørt om The Pink Apples og den dag jeg står med min første digtsamling i hånden, vil jeg finde dette interview frem og Poesi.dk skal være de første, der får nyheden! I promise! Hånden på hjertet (og hjertet husker!)
Og lige nu siger mit hjerte tak for en masse skønne ord fra Mikael Josephsen – uh, hvor jeg endnu engang ærgrer mig over alle de digtere jeg går glip af, at høre læse op på Poesiens Dag, fordi jeg selv skal læse op. Nej, jeg MÅ kunne tage en afstikker, mens Lonni er på, og så spurte hen og finde Mikael Josephsen under et træ et sted eller foran søen (under en paraply). Og hvis jeg er RIGTIG heldig får jeg måske chancen for at høre dette digt læst op, som jeg læste for første gang for et par dage siden og bare tænkte: WOW!
Som laksefiskens yngel er mine følelser i oprør
dine hofter er rullende skibe i havsnød.
Vi står på pæle og løfter mågerne ud af
en ensom og fælles fortid.
Hold så kæft fugle, jeg leder efter perlen
bag det sorte kød, jeg leder efter det første
rav i verdens hænder.
Jeg leder efter havet under huden
og er tidevandets tunge
der kysser stranden ren for skaller
til vi blot er til som sandkorn
i Guds åbne hånd.
digt fra ”Havet under huden”. Borgen, 1998.
Læs mere om Mikael Josephsen her:
Læs om Mikael Josephsen på Litteratursiden.dk
FORFATTEREN MIKAEL JOSEPHSENS HJEMMESIDE
Mikael Josephsen på Poesi.dk: Anmeldelser & interviews
Michael Josephsen på Borgens forlag
Mikael Josephsen - Priser & legater
Kære Felicia og Mikael!
Jeg sidder med en dyb beundring for dette interwiev! Sentenser som bla:
“(MIkael) Man skal huske på, at jeg fra begyndelsen af, har haft både Lars Bukdahl og Erik Skyum imod. Det er faneme ikke let at skabe sig en karriere med de to hovedanmeldere mod sig. Og derfor er jeg OFFER. Og derfor tænker jeg hver gang, jeg skal vise dem. Og så piller de mig endnu længere ned, Bukdahl med sin tydelige afsky – Skyum med sin tavshed. Tavsheden er den værste kritik man få, den er SÅ STRAFFENDE.” (Mikael Josephsen)
- (Lonni) og hvor jeg jeg nikker her..min debut-bog (Du får et nyt sted trykket til kroppen) blev også bare modtaget med tavshed. Og man kan godt sidde og nive sig i armen - drømmer jeg eller ej - var der en bog - eller ej? For TAVSHEDEN var så effektiv, at jeg næsten glemte bogen jeg lige var udkommet med - hvis det ikke var for hjertet. Den glæde der ligger i hjertet er altid en reminder - Glæden over den dengang unge bog befandt sig jo lige dér!
“(Mikael) Førhen kiggede folk ned i jorden, når jeg sagde jeg skrev digte. De ville straks vide om jeg kunne leve af det. Foreløbig og de næste tre år, kan jeg jo så sige: JA. Og jeg kan dø af det. Eller grine af det.”
(Lonni)- Altså - når jeg fortæller at jeg skriver digte - kigger folk med overbærenhed! - og så flytter de blikket op i luften - trækker vejret og tager tilløb: - Men hvad får du for det?
Min nærmeste familie gør dét - jeg tror man bare skal bære over med de mennesker! De har måske været vant til et job fra 8-16 og en bankbog der rullede lidt ind på 1 gang om måneden. Fred være med dem - for de har enten kedet sig halvt ihjel - eller nydt det..Som regel er det dét første: Dem der har det godt med dét de laver har som regel ingen fordomsfulde attituder, når man siger man skriver digte!
(Mikael)”Endnu en gang, man kan ikke lyve for et hjerte – og man kan ikke fremtvinge poesi med hjernen. Poesi skrives med fingrene, med jord, med dufte med regn og sol og sommer og vinter og hele pivtøjet. Sommetider ses virkelig lærde på papiret, de har ikke skyggen af poesi i sig. Det kræver altså en drukblødning fra halspulsåren at skrive med blod. ” (Mikael Josephsen)
(Lonni) Dét er sandt! Der er langt imellem mine egne hits, f.eks - men når man har skrevet ét - så mærker man diigtets sang med detsamme!
Tak til Mikael Josephsen for svar der satte både hjerte og tanke i sving!
Tak til Felicia der præger dette interwiev enestående med sit venus-væsen!
Knus
Lonni
“
Tak for flot og ærligt interview!
[...] Uge 34: Mikael Josephsen - af Felicia Lensborn Redaktør og anmelder på Poesi.dk. Og forfatter. Debutdigtsamling “Havet under huden” (1998). Debutroman “Opløb” (2005). [...]
Det er så fint det her! Kors, det var dejlige dage…
Kh
Lonni