The Pink Apples reciterer:

Lonni og Felicia - duoen The Pink Apples - reflekterer over søndagens begivenhed i Frederiksberg Have.

Lonni beretter: Jeg rullede digte om morgenen som skulle ligge i kurv sammen med Felicias sammenrullede digte. Derefter fik jeg fart på med at printe de sidste tekster ud, som jeg ikke havde nået at printe om lørdagen hvor der var høstfest på min datters skole.

Så gik turen til København og jeg huskede at købe chokolade og vand. Jeg ville ikke gå sukkerkold midt i et ord!

Felicia beretter: Jeg havde rullet digte om aften og lavet fine skilte til kurvene med æbler og digte. Og en lang huskeliste til alt det jeg skulle huske dagen efter: dagens digte, æbler, kurv, paraply og nå ja, ikke at forglemme: de digte jeg skulle læse op. På vej ud af døren fik jeg en sms fra Lonni: husk vand og chokolade, men jeg var allerede lidt sent på den.

Lonni beretter: Det med vandet kunne jeg godt ha’ sparet mig! Ved indgangen til Frederiksberg Have var der gratis vand til alle! En virkelig god idé - selvom dagen skulle vise sig at blive temlig vandet! Men det troede vi jo ikke på da vi stod ved indgangen og fik vores skilt, vores tæppe og vores fine lilla paraply hvor Marianne Larsens digt “Kærlighed er en flot vane” stod på i mange forskellige farver.

Felicia beretter: Lonni var på jo med på Poesiens Dag sidste år, hvorimod det var første gang for mig. Så hun havde fortalt om denne helt specielle stemning og følelse, når man kom og gik hen og hentede sit skilt, tæppe og paraply. Paraplyen var klart det bedste. Den er så flot og der blev jo så ganske brug for den!

Lonni beretter: En velvoksen neger stod og spillede trommer det var ham der skulle guide os til fotografering senere, når Poesiens Dag var forbi.
Men endnu var dagen ny. Vi mødte vore digtervenner og gav krammere og held og lykke. Og så gik turen hen til Slotspladsen.

Vi fik slået lejr og stillet æblerne frem med et skilt hvorpå der stod THE PINK APPLES. Så kunne folk ikke komme i tvivl! Og selv Dagens digt blev linet op, parat til at blive snuppet af den som ville ha’ det.

Felicia beretter: Jeg havde husket en ekstra paraply til vores digte og æbler, som også, senere viste sig at være en rigtig god ide. Vi skuede op mod himlen, men var på daværende tidspunkt optimistiske med vejret. Det var skyet og gråt, men endnu ingen regn, så “bare det forbliver sådan her” var vi enige om.

Lonni beretter: Man står sårn lidt og tripper. Skal vi starte nu? Jo, ikk - for klokken er 13.45, så det kan vi da godt. Starter du? Eller, jeg kan også starte?

Sådan stod vi lidt og snakkede frem og tilbage. Det var som om vi lige skulle finde begyndelsen på noget der havde været i gang i flere måneder for os. Det var jo næppe begyndelsen mere - jeg vil hellere kalde det en kulmination.

Felicia beretter: Ja, det var lidt mærkelig endeligt at stå der - det vi havde set frem til i så mange måneder. Og selvom klokken ikke var 14 endnu var folk allerede begyndt at gå forbi og kiggede lidt nysgerrigt.

*
Lonni beretter: Pludselig kom en ung kvinde og spurgte os, om hun måtte få et æble og et digt. Vi lurede lidt. Var dårligt kommet igang! Men fedt! For det måtte hun så sandelig da godt! Vi grinte forlegent da hun bad om autograf. Jeg måtte gå lidt tættere på hende, for at høre hvem hun mon var? Nysgerrig bliver man jo altid, når noget ikke går efter bogen - på den fede måde! Jo, hun var blogger på Urban! Og Weee! Det var et herligt møde med rapperen - min nabos hund! Vi siger stadig TAK til hende, fordi det var den fedeste åbning på vores dag, vi kunne få!

Felicia beretter: Ja, det var en rigtig god start. Dejligt at lægge ud med at nogen kom og viste interesse så hurtigt og kendte vores koncept. Og at det så ovenikøbet var en anden Urban-blogger var jo bare skønt. Og sjovt at få sat ansigt på et “sjovt” navn (synes “Min nabos hund” er ret genialt fundet på

Lonni beretter: Lisbeth Heckmann Andreasen ringede og sagde hun var forsinket, men vi var glade over at hun i det hele taget kom; regnen truede jo hele Poesiens Dag og nogle digtere brød sig sikkert ikke om tanken!

Men Lisbeth dukkede frisk og glad op!

Felicia beretter: Så blev klokken 14 og der var ingen vej udenom. Uh, vil du eller skal jeg starte, spurgte Lonni. Øh, du, sagde jeg. Du har prøvet det før.

Lonni beretter: Vi gik så igang med at læse. Tror jeg startede. Folk kom forbi, standsede, lyttede lidt og klappede - og gik videre. Der var nogen der roste mit digt og kaldte det “et stærkt digt” om studenteroprøret i Kina 1989 - det lunede . Felicias samling Hjertets konstruktion fik også folk til at stå stille og lytte. Felicia høstede bifald og lovord men SÅ kom regnen! Den startede først et par meter fra os, med at sjaske ned i en sø. Vi holdt inde med læsningen, for hvad dælen var det? Det virkede så surrealistisk, at vi stod i tørvejr - men bare et par meter fra os regnede og sjaskede det! Et par sekunder efter væltede det ned over hele vores verden! Vi skyndte os at dække Dagens Digte til og slå vore lilla paraplyer op

og læste videre. Stadig gik folk jo hen til os for at lytte. Men jeg har altså en frygtelig fobi - det kan jeg ligesågodt indrømme, før jeg bliver boosted!

Felicia beretter: Ja, regnen kom og Lonni og Lisbeth løb den ene vej for at søge ly under en pølse/isbod, men heldigvis kom der en mand løbende den anden vej fra og stod pludselig ved siden af mig. Han kom som sendt fra himlen. Jeg stod et øjeblik paralyseret under min paraply med floder stående omkring mig, helt alene og vogtede over vores digte og æbler og jeg skal ikke kunne sige, hvordan det var gået, hvis ikke “manden med den hvidblomstrede kaffekande” var dukket op, som ud af det blå. Så der stod vi. Under hver sin paraply med stormflod omkring os og drak kaffe og spiste chokolade og det var faktisk ret hyggeligt. Senere fandt jeg ud af, at han var udsendt af Poesiens Dag til netop at servere kaffe for os poeter. Jeg må skrive til dem og sige at han reddede min dag ;). Nå, pludselig dukkede Lonni og Lisbeth op igen i regnen.

Lonni beretter: Jeg HADER at være ude i tordenvejr! Jeg tog alle mine ting men lod vand og chokolade være tilbage til Felicia og Lisbeth. Og så gik jeg ellers min vej! Jeg var jo lige på toppen af fobiens flip, så der var intet jeg hellere ville end komme i læ men ikke under et træ for dér slår lynet altid ned - brr! Jeg led alverdens kvaler!

Felicia beretter: Lonni proklamerede, at nu var det mere end hendes poesi-hjerte kunne bære, og efterlod vand og chokolade til os, mens Lisbeth kiggede lidt fortvivlet på sin jakke og taske, som hun var løbet fra og som lå i en mindre vandpyt. Jeg sagde hej til Lonni, men tænkte inderst inde “vi ses om lidt”.

Lonni beretter: Jeg søgte ly under en baldakin - der stak ud fra et ishus. Der stod ca. 200 mennesker i forvejen, så pladsen var trang! Jeg købte en flødebolle uden kokos og kunne så stå og se hvordan Felicia tappert læste op af sine halvvåde digte. Uh, jeg savnede hende! Men stadig tordnede det for vildt. Selvom der ingen lyn endnu havde været slog det nok ned i en digter ligepludselig - jeg kunne allerede se overskrifterne på EB og BT!

Regnen fortsatte jo, som bekendt. Men tordenvejret stilnede af efter en halv time. To hvepse var ved at æde mig - og ja! Det er så min fobi nummer 2 - JEG HADER HVEPSE når de flyver i flok! Af to fobier valgte jeg så tordenvejret. Og jeg savnede også Felicia så meget at jeg næsten havde ondt under digterhåret!

Snart fandt jeg migselv med paraply under regnvejr - og Felicia så ikke særlig overrasket ud. som hun sagde: JEG VIDSTE du ville komme tilbage!

Felicia beretter: mens Lonni tog en lille udflugt i haven forsøgte Lisbeth og jeg at blande vores ord med regnen. Længere henne på stien stod Thurston Magnus nemlig og da fanden pludselig tog ved ham og jeg hørte hans stemme buldre igennem, tænkte jeg, hvis han kan, kan vi også. Og publikum var begyndt at myldre lidt frem igen. Og ja, der stod Lonni så pludselig. Heldigvis, for det var lidt (meget) forkert at stå der, one pink apple, uden hende. Det var bare ikke rigtigt og ikke helt det samme. Så nu kunne vi fortsætte rigtigt

Lonni beretter: Vi læste op med vore lilla ansigter - under paraplyen og himlens dunkle skær lignede vi mere blå blommer end lyserøde æbler. Folk kom og gik og somme tider var der ikke ét øje. Vi måtte tale tydeligt og højt under den sejlende himmel. For regnen faldt så hårdt på vore paraplyer, at det lød som en ren Safri Duo-koncert! Ren percussion, simpelthen!

Pludselig hørte vi en rigtig tromme. Jeg kunne genkende vores eksotiske tromme-mand, som vi havde mødt tidligere på dagen. Det viste sig, at Poesiens Dag sluttede en time tidligere på grund af vejret. Vi pakkede sammen. Og jeg havde dårligt tid til at rydde op. Jeg ville afsted. Men min partner Felicia fik rusket lidt moral ind i mig og vi tog en tørn. Æblerne hen i skraldespanden til alle hvepsevennerne!

Felicia beretter: det var en lidt hurtig og brat afslutning. Jeg følte dårlig nok vi var begyndt og så var det hele forbi. Men nu skulle det alligevel blive godt at komme i tørvejr. På vej ud mødte vi min søster, der skulle have taget billeder af os. Hun så meget skuffet ud. At vi så alligevel har nogle billeder med her, hvor vi reciterer i regnen kan vi takke Ommelsted for (TAK!!!) som sammen med Steffen Weiss troligt passerede os flere gange i løbet af timerne, trods bulderbrag og regn. Vores digterhjerter bliver bløde ved tanken.

Lonni beretter: Nu skulle vi så fotograferes. Men da regnen stadig drillede - måtte vi direkte hen til Riddersalen og ha’ lidt at drikke. Jeg længtes efter en sodavand eller noget. Felicia efter et glas rødvin.

Felicia beretter: Det var skønt at komme i tørvejr og jeg tog gladelig imod den lille gibernakker, der blev delt rundt, da vi stod ved prisoverrækkelsen, selvom jeg normalt aldrig drikker den slags. Og jeg glædede mig gevaldigt til at få mulighed til at hilse på de andre poeter, da vejret gjorde, at vi aldrig rigtig kom rundt i haven og så de andre. Og specielt hilse på dem, der har været indeover vores blog her!

Lonni beretter: Det var faktisk næsten det fedeste på hele dagen, at sige davs til folk - især vore yndlingsofre (dem vi havde interviewet), Niels Hav, Lotte Inuk, Claus Høxbroe, Kenneth Krabat, Mikael Josephsen og Robert Zola Christensen. Det viste sig at sidstnævnte var én af de 8 der havde meldt afbud. Øv! Men så må vi jo takke ham hér og sige at det har været en oplevelse både at interwieve ham og følge øvelserne i hans bog “Manual til Skrivekunsten”.

Vi fandt de andre fem. Men Høx smuttede fra os - så de eneste vi har foreviget er Lotte, Niels, Mikael og Kenneth -

Senere viste det sig at solen sgu tittede frem! Vi fik ordren om at gå udenfor og så ville en fotograf tage fællesfoto af os.
Nadine - Felicias søster, havde flittigt skudt billeder af med sit kamera og det er jo skønt, for ellers ville det stort set ha’ været umuligt for os at vise Jer alle vore stemningsbilleder! Tak for dét, Nadine!

Så blev der delt priser og Gammel Dansk ud. Kvinden der vandt græsrodprisen - en lille statue med en mand i højt græs - kan jeg pt ikke huske navnet på. Men hun var én af de mennesker som hvert år gør en stor indsats for at Poesiens Dag forløber så smertefrit, som den gør !

Publikumsprisen gik til to gutter - Jonas Gylstorff og én fyr til - ARGH dette navn smuttede sgu også! Men det korte og det lange er, at de havde fået lige mange point og derfor måtte de deles om prisen (på 7.000 kr).

Felicia beretter: Den anden gut var Jacob Hallgren. Og det ved jeg, fordi han på et tidspunkt senere satte sig ved siden af mig ved poet-bordet, hvorved jeg frejdigt spurgte: “Nå, har du også læst op i dag?” og han svarede “Ja, jeg var en af dem der vandt publikumsprisen.”

:/ - Nej, jeg har aldrig været god til det dér receptions-small-talk og jeg tror jeg fik fremstammet noget med at jeg stod helt bagerst i lokalet ved prisoverrækkelsen og noget med syreregn i øjnene. Men han var nu rigtig sød og meget overbærende omkring min bommert!!

Lonni beretter: Tilfældighedsprisen gik til en ældre herre, jeg kun kan huske hatten på - og de 7.000 han vandt lod han gå videre til PEN! Flot synes jeg!

Efter prisuddelingerne skulle der spises! Vi var herresultne! Der var laks, oksekød, kylling og salater i mange udgaver. Der var vin og vand - alt hvad maver og sjæle kan begære! Vi bænkede os med Thurston Magnus, Michael Dyst og et par festlige fætre/inder mere - og der blev virkelig snakket intellektuelt om Ventegodt og andet pudsigt Folk som Claus Ankersen gjorde også stort indtryk med sit syn på den liderlige lilla farve - det er det væsentlige jeg trækker frem hér - og hvad er mere nødvendigt end at diskutere vores paraply og den farve den lige har fået der? Nej vel?

Felicia beretter: Ja, det var dejlig, skøn og lækker mad. Stor ros til Poesiens Dags kokke, dér! Og rødvinen smagte herligt - og der var god stemning og hygge omkring poet-bordet. Efter vi havde fået fyldt vores maver og synes vi var blevet lidt mere os selv igen, var vi klar til at gå på jagt efter vores poeter.

Først fandt vi Kenneth, bag disken med økologiske solbærvand.

Lonni beretter: Kenneth Krabat blev døbt “HOLGER” fra “Find Holger-bøgerne”!

Felicia beretter: Ja, og hvorfor mon det ,) Dagen derpå spurgte vi Kenneth Krabat om hans oplevelse af det hele, hvortil han svarede:

ALLE var positive, trods vejret. Der er
altså noget helt specielt ved dén dag!!

Og det har han jo så ganske ret i. Ikke én eneste sur mine, så vi - det var ret fantastisk!! Vi glæder os allerede til næste år. Sol eller regn.
Lonni beretter: Niels Hav fik knus fordi vi endelig havde fundet ham (jeg tror jeg havde spurgt op til 10 mænd om de var Niels Hav!) Vi hilste på hans lille, dejlige datter der ville være balletdanser når hun blev stor og hans kone.

Felicia beretter: Det er værd at bemærke at Niels Hav´s skønne datter også hedder Felicia - Alberte Felicia, tror jeg det var Dagen derpå spurgte vi Niels Hav om hans oplevelse af det hele, hvortil han svarede:

Poesi under paraplyerne; dér stod vi dampende i regnen
som de små dyr i skoven, ligesom i stenalderen.

meget poetisk og ganske rammende, for jo, det var jo sådan det var. Masser af poesi under de flotte paraplyer. Bare os små mennesker og naturen.

Lonni beretter: Lotte Inuk havde vi opgivet at finde, men Lisbeth Heckmann der var fænomenal til at spore vore ofre fandt Lotte Inuk til os og det blev til et herligt intenst møde!

Felicia beretter: Det er værd at bemærke at Lotte Inuk har en kat, der hedder Felicia Synes bare jeg lige ville nævne det Dagen derpå spurgte vi Inuk om hendes oplevelse af det hele, hvortil hun svarede:

jeg er blottet for ord på denne travle
mega-hverdags mandag….

Det kunne nok heller ikke siges mere rammende. Efter så intens og følelsesmættet søndag var mandag netop maga-hverdags-agtig (ikke mindst da den sendte Felicia på langs med maveinfluenza og Lonni måtte begynde at tage afsked min sin computer, der har fået hikke af måneders overarbejde og derfor skal til doktoren).

Lonni beretter: Mikael Josephsen var nuser! Der blev snakket om anmeldere og visioner for sitet Poesi.dk og han forærede os digtsamlinger som jeg er meget glad for at eje. Den ene hedder “Havet under Huden” - den anden “Pokalhjertet” vandt jeg jo i en konkurrence der kørte på Poesi.dk for nogle måneder siden.

Felicia beretter: Ja, digtsamlingerne vakte også stor lykke hos mig. Tak Mikael! Og hos publikum kunne jeg forstå.

Dagen derpå spurgte vi også Mikael om hans oplevelse af det hele, hvortil han svarede:

Efter regn kommer sol. Digteren Mikael Josephsen
omgivet af smukke damer

Nu skulle man måske ikke tro, der er noget, eller meget, der kan få os til at rødme, og få æblekinderne endnu mere lyserøde, men det er der. ;))

This entry was posted on tirsdag, august 29th, 2006 at 15:31 and is filed under Forfatterliv, The Pink Apples reciterer. You can follow any responses to this entry through the RSS 2.0 feed. You can leave a response, or trackback from your own site.